Fotogalleri

Altid rart med beskrivelser til billederne, og sådan en fantastisk fortælling gør det jo bare meget bedre.

Godmorgen! og Tak for din kommentar Bjarke. Enig i at beskrivelser og små historier gør billederne lidt mere interessante. Ovenstående beskrivelse af Turkmenistan er selvfølgelig voldsomt forsimplet, og baggrunden for at jeg f.eks grubler lidt over dette interessante Centralasiatiske land, er at Turkmenistan siden selvstændigheden fra USSR og især de sidste par år, hvor mangt og meget har ændret sig har lidt under alt for simplificeret og til tider sesationalistisk journalistik. Der er nemlig sket mange gode ting i landet; især de sidste tre år. Ørkenlandet Turkmenistan er det mindst kendte og besøgte af de centralasiatiske lande, et land der sjældent nævnes i medierne og derfor stadig emmer af Silkevejshistorie og eventyr. Vitterligt er der også mange spændende steder og historie at gribe fat i landet som med hovedstaden As-gabat er beliggende i den sydvestlige del af Centralasien. Landskabet er overvejende fladt og præget af tørt fastlandsklima, og sommeren er lang og hed, og temperaturer på 50 grader i juli gør det svært at se på fugle - så det er især om vinteren og de tidlige forår-/efterårsmåneder at det er nemmest at se på fugle: 80 % af territoriet udgøres af Karakum ørkenen, hvor vandings sy-stemer fra Amú-Dariá floden leder vand til oaserne Mary og hovedstaden Asgabat. Turkmenistan støder op til Kasakhstan og Usbekistan i nord, og Afghanistan og Iran i syd. Landet bliver ofte kaldt porten til Persien og undergrunden rummer enorme mængder naturgas og olie. Faktisk er Turkmenistan nu verdens næststørste eksportør af naturgas, og det betyder at landet er overodentlig velhavende. Det betyder f.eks også at indbyggerne IKKE betaler en øre for varme, gas og elektricitet! At det så også har betydet, at hovedstaden Asgabat er en af de underligste og mest pompøse hovedstæder i verden, er så en anden sag. For det er helt korrekt at den er i særklasse anderledes, da der bygges i italiensk marmor (Asgabat kaldes også for Den Hvide Hovedstad), og indbyggertallet i hovedstaden ved et regerinsdekret (noget som garanteret også om få år bliver ændret) holdes lavt; endda i en komsik grad, så de store brede boulevarder er tomme for biler! Men min anke, er at landet ofte beskrives for simpelt og uden reelt kendskab til hvad der faktisk foregår, og i disse år, er der altså mange positive tiltag! Landets ca. 5 millioner indbyggere udgøres af Turkmenere 77 %; usbekere 9,2 %; russere 6,7 %; kasakher 2 %; tatarer 0,8 %; andre 4,3 %, og de fleste er muslimer, der praktiserer Sunni retningen (og på ingen måde anmasende og diskriminerende som i nabolandet) – hvor kvinderne ikke er tvunget til at bære hovedbeklædning, etc. Mange ting har ændret sig siden Turkmenistan blev selvstændigt efter at have været en del af Russiske USSR, og især de sidste år, er landet dukket frem fra tidligere års glemsel. Mest kendt er landet for den forrige præsident Niyázov der internationalt blev anset for at være en af de mest megalomane og excentriske i verden og kendt for en lang række særprægede dispositioner, bl.a. da han beordrede bygningen af et is palads igangsat i bjergene i Karakum ørkenen i udkanten af Ashgabat: paladset var nødvendigt for at landets børn kunne lære at stå på ski og snowboards. Som en del af den personkult, som landets afdøde præsident Niyazov byggede op omkring sig, fik alle månederne nye navne. Og april blev opkaldt efter præsidentens mor, mens han opkaldte for eksempel januar efter sig selv. Men siden Niyazovs død i 2006 har landets nye præsident Berdimuhammedov forsøgt at afmontere personkulten, og nu er turen altså kommet til månedsnavnene, der får deres gamle navne tilbage. April hedder igen april i Turkmenistan - i stedet for Gurbansoltan. I det hele taget er der stadig mange forunderlige pudsigheder i et land, hvor den til enhver tid siddende præsident sædvanligvis får over 99 procent af stemmerne ved valgene og i begyndelsen af 2004 blev der vedtaget en række love om «hygiejne», der gør det muligt for myndighederne at kræve hår og skæg klippet - også hos udlændinge, og antallet af katte er begrænset til én pr. person. Til inspiration for danske ikke-rygere kan nævnes, at det er forbudt at ryge udenfor i det offentlige rum. Derimod er det tilladt at ryge inden døre i restauranter og hoteller. Ejendommeligt og komisk, men det fortæller sin egne særegne historie om et land der langsomt men sikkert er ved at finde sit eget fodfæste og har meldt sig ind i verdenssamfundet. På mange positive måder har Turkmenistan forsøgt efter bedste vis at navigere igennem stormagternes spil om indflydelse og naturressourcer i regionen, og i medierne er den tidligere præsidents sære pro-jekter oftest omtalt, mens de samme glemmer at samme præsident faktisk foretog en række kloge regeringsbeslutninger og styrede Turkmenistan gennem en turbulent tid, hvor mange af de andre centralasiatiske (for ikke at nævne de kaukasiske) lande stred sig gennem voldelige opgør og konflikter. I lighed med de øvrige centralasiatiske lande rummer Turkmenistan en kultur der på samme tid er urgammel og spæd. Ret beset er landet blot en geografisk yngling fra selvstændig-heden den 27. oktober 1991; en tid hvor en måbende verden så grænserne smuldre i det tidligere USSR. Turkmenistan har i lighed med de øvrige centralasiatiske lande oplevet et brydsomt skifte hvor landene pludselig fra den ene dag til den anden skulle stå på egne ben. Men Turkmenistan gør det ganske godt! Levestandarden og gennemsnitslønningerne er de højeste i Centralasien tak-ket være landets enorme gas og olieressourcer, og I modsætning til så mange andre steder har landets rigdomme også tilgodeset befolkningen på en lang række områder. Landet er forsigtigt ved at åbnes mere og mere til stor glæde for de besøgende, for landet har meget at byde på i det spirende forår! Ornitologisk har jeg nævnt lidt om fuglene, men der er mere at udforske, og det som især gør fuglene interessante i TM er landets beliggenhed nord for Persien, og en ikke ulighed med det østlige Tyrkiet og Kaukasus. Det betyder også at der findes en række interessante ssp. Det som jeg især syntes var interessant er forekomsten af arter som er sjældne eller fraværende fra de andre og mere nordlige centralasiatiske lande, f.eks da vi en eftermiddagstime pludselig stod ved en mark med mere end 50 syngende Lille Sanglærke, og at Sumpvibe var en af de mest almindelige ynglende vadefugle. Og især var det vanvittigt interessant, at landet i lighed med de andre centralasiatiske lande endnu rummer så mangespændende og lidet besøgte fuglesteder, og at kendskabet til avifaunaen stadig er sparsom - så der er stof og plads til masser og mere udforskning; drivkraften for min tilstedeværelse hernede! PS/Og så skal jeg nok huske at det IKKE hedder Natteravn men blot Natravn :)

Tak for uddybende fortællinger - sikke meget man kan lære ved at læse under en trænattergal :-)