Beskrivelse: Bugun Liocichla, der først blev opdaget i 2005, er fortsat den helt store attraktion ved Eaglenest Sanctuary, hvor den findes i en enkelt dal (men formentligt er mere udbredt).
Da fuglen ikke vises i nogen felthåndbog (den er for "ny"!) offentliggøres her et foto af fuglen i mere "hel" figur end det tidligere. At fuglen er delvis dækket af blade gør den bare mere "naturlig", da denne tavse art har for vane at snige sig ubemærket og lavt gennem tætte bevoksninger - gerne i bunden af flokke af larmdrosler.
Fuglen er grundlæggende olivengrøn med sort isse og tydelige gule felter for og bag øjet. Vingerne har gule og røde felter, som fremgår ganske godt her, og halen har røde (han) eller gule (hun) spidser.
Der eksisterer ikke et egentligt typeexemplar, men nogle fjer er taget fra en indfanget fugl,og disse udgør "beviset". Bugun Liocichla er formentligt i nær slægt med Omei Shan Liocichla fra et bjerg i det sydlige Kina.
Pessimistiske vurderinger taler om en verdensbestand på 15-20 eks., fordelt i et par flokke, der findes nedenfor Lama Camp i Eaglenest. Det er dog sndsynligt, at de store og delvis uudforskede bjergskove i området huser en bestand, som man dog må regne med er både lille spredt og lokal. Ellers ville en trods alt ret påfaldende art næppe have kunnet gå uset for videnskaben indtil for et par år siden!
Det er en fornøjelse at lægge et foto af en fugl, der hverken eksisterer i en skindsamling eller i en felthåndbog på Netfugl. En del af informationerne stammer fra fuglens opdager, Ramana Athreya, der fungere som guide under opholdet i foråret 2009.
Hos denne fugl er området foran øjet jo klart orange, næsten orangerødt.
Typebeskrivelsen siger orange-gul. Det ser for mig ud som om Athreya's blitz har gjort hele øjenregionen lysere på fotoet i typebeskrivelsen og det er vel dette foto der er blevet brugt til at tegne efter på tavlen i Handbook of Birds of the World vol. 12, (hvor Athreyas foto vises på s. 130).
Så I eksemplarer med orangegul tøjle eller havde alle orange?
Hej Niels
Hvis du sammenligner dette foto med et andet, dateret 31.3 2009, ser du, tøjlepletten og pletten bag denne bedre. Jeg opfattede tøjlepletten som orangegul, og synes ikke at den ser rødtonet orange. Du kan nok bedre på et indtryk af hovedtegningerne på det andet foto.
Det er korrekt, at Ramana´s foto i HBW vol. 12 side 130 er taget med blitz, hvilket desværre har fejlfarvet hovedområdet, der derved kommer til at fremstå som for lyst.
Angående individuel variation, så sås kun et lille antal, og da observationerne gik hurtigt for sig var der ikke de store muligheder for at gøre sammenligninger. Jeg opfattede dog tøjlepletten som orangegul - rødt opfattedes kun på vingespidsen.
Log ind her for at kommentere fotoet. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.
Bubun Liocichla kandiderer somen af klodens medt fåtallige og lokale arter,og er blevet den mest eftersøgte af det store område Eaglenests mamge specialiteter. Den store uberørte skov rummer en høj grad af endemere - herblands Liocichla´en, der kun findes i én bjergdal, nemlig i dalen nedendor Lama Camp - den øverste af de tre steder, hvor der er udlagt campingfasciliteter.
Beretningne fra skoven har lydt næsten lyriske - en art ShangriLa, hvor de forskellige sjældenheder beredvilligt viser sig frem som jomfruer i et islamisk paradis. Dér er selvfølgelig teatertorden, da mange arter er såfallige, skoven er høj og tæt - og en betragtelig del af specialiteterne -som stedets mange wren-babblers - færdes skjult og mørkt. Andre - som Beautiful Nuthatch - færdes øverst i trækronerne - og de er høje!
Liocichlaen færdes skjult og tavst, men ses undertiden i smågrupper med andre babblers - især ca. 2 km. nedad bjerget, hvor der er en lysning på højre side med udsyn til en lille primitiv landsby. Det lykkes de fleste af få den "boget" - men indsatsen kan tage dage - og hvis lignende sværigheder som Wards Trogon og diverse småbabblers skal have lige så lang tid kan man -selv med et 10dagesprogram - godt komme i tidsnød.
Er man ude efter de helt eksklusive og særegne himalayaarter er Eaglenest stedet. Men er man lidt mindre krævende, og blot ønsker et ødselt udvalg af Himalayas mange smukke og særegne væsener, kan Nepal nok i højere grad anbefales.
I en artikel i det nyeste "Fugle i Felten" genfindes dette foto i en artikel om Eaglenest. Indledningsvis beskriver artiklen brugen af stemmeoptagelser for at provokere den sjældne fugl frem.
Metoden er kritisabel, og jeg vil pointere, at stemmeoptagelser ikke blev benyttet ved fotograferingen, hvor Dorje - en af guiderne, der nævnes i artiklen, til gengæld bidrog med sin tålmodighed og sit skarpe syn. Han behøver nemlig ikke play-back.
Ifølge Ramana reagerer Bugun Liocichla´en nemlig slet ikke længere på play-back, der formentligt i de tidlige år har stresset fuglene, der hurtigere end guiderne har villet erkende har lært at afspilning med teknisk forvræbgning er "fake".
Det blev i 2009 diskuteret blandt de guides, der arrangerer ture til Eaglenest, om afspilning af artens stemme skulle forbydes. Holdningen til dette var blandt de professionelle guides splittet. Man ønskede ikke at gøre skade på fuglene, men heller ikke, at "klienterne" kunne få fornæmmelse af, at guiden ikke havde styr på hvordan arten skal findes. Her bliver afspilning altså et værn omkring guiden - man spiller for ikke at blive afsløret i, at man ikke aner hvor denne eller hin art er.
En anden sydasiatisk lokalitet med en eftertragtet art er Khao Nor Chuchi i Thailand, hvor Gurney´s Pitta findes. Her er al afspilning og provokation af de sjældne fugle strengt forbudt.
At spille stemmer for at skovenes fugle frem er ofte den eneste vej til at få dem på listen. Spilles de ikke, misses de som sete. Og hvad så. Hvor fedt er det at forstyrre lokale ynglefugle blot for at en samling rige vesterlændinge skal booste deres artsliste? Der er nok en grund til, at metoden ikke anses for god tone på hjemlige fugles ynglepladser. I den tredje verden er det åbentbart fuldt legalt. Ligesom DDT og andet af det, vi ikke skal have noget af i Vesten, uhæmmet eksporteres til Afrika.
I Naturturismens tidlige år i Afrika og Sydasien kunne man på mange lodges opleve, at et dyr blev bundet indenfor rækkevidde. Når så en tiger eller leopard havde slået det blev turisterne gennem ud til et skjul for at se det autentiske natursyn. Denne metode anses vist nu som uetisk. Det er på tide, at uetisk afspilning af fuglestemmer også tages op til diskussion.
Log ind her for at kommentere fotoet. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.
Beskrivelse: Den ultimative mos-elsker blandt Østasiens mange stammelevende småfuge er denne kraftige, farvestrålede og fåtallige babbler,der nærmest virker som skabt til et obscurt urskovskarneval. Vi så dagligt arten i småflokke - andre havde knapt så meget held og trak blank flere dage i rad. Tyk mosbegroede stammer i ca. 1800-2300 meters højde synes at udgøre en favoritlokalitet for dette herlige farveorgie.
Beskrivelse: Blyth´s Leaf Warbler er under splitning i flere arter, f.eks. er formerne goodsoni og claudia fra Kina (hvoraf claudiae ses i bjergene omkring Beijing/Hebei, og på trækket ved f.eks. Beidaihe og Happy Island)nu splittet.
Her er en fugl fra NØ Indien. Den repræsenterer en form, der er mere gråtonet end forventet når man ser i bøgerne. Denne form var lokalt meget almindeligt i højder mellem 1800 og 2200 meter, og adskilte sig en del fra de mere kontrastrige fugle med grønnere overside og hvidere underside, der også sås (og som formentligt er vintergæster fra Kina). Læg især mærke til den ret tydeligt gule farve på undergumpen, som hos nogle næsten matchede farven på Yellow-vented Warbler (P. cantator). Sjovt nok var sangen fra disse gråtonede, gulgumpede fugle ofte påfaldende afvigende: et rytmisk che chivi ty chi-vi ty chi-vi ty, der ganske mindede om Hector Berlioz´ ungarnske march i Fausts fordømmelse (for musikfreaksene!). Med tanke på de sentidige splits indenfor gruppen kan disse fugle måske tænkes at udgøre en egen form.
Blyth´s Leaf Warbler of a greyish type from the mid mountain range at Eaglenest, Arunachal Pradesh. Note the yellow undertail coverts, which in many of these greyish birds was striking, in extreme cases as strong as in Yellow-vented Warbler (p. cantator). The rhythmical song: "che chi-vi ty chi-vi ty chi-vi ty" reminded me of the hungarian March in Hector Berlioz´ Faust suite - an association i have not got in other singing birds of the form with greener upperparts and clearner white underparts. A split?
Jag är inte den rätta att kommentera vissa Phylloscopus, som tex denna grupp här, men har inte reguloides gruppen - om inte hela - så åtmonstonde nästan - undre näbbhalvan gulfärgad? Jag kan inte verifiera chloronotus (Lemon-rumped) utifrån Klaus bild, men mörk undre näbbhalva tror jag att den har. Vore intressant att höra svar från Klaus eller någon annan.
I´m not qualified to comment on certain Phylloscopus. especially not in these groups considered here.
If I´m not mistaken, doesn´t the reguloides (Blyth´s)group have an all - or nearly so - yellowish lower mandible?
I can not verify chloronatus from Klaus image as Hannu apparently can, but my impression is that chloronatus has a dark lower mandible. Wrong or right?
JanJ
I wasn't going to join the discussion, just wanted to stir it up a bit. But anyway there are a whole suite of characters which exclude Blyth's Leaf, including mostly dark lower mandible, very prominent white wingbars and dark bases to secondaries, white tips to tertials, very grey back (Blyth's would be much greener), many structural features, completely wrong 'face expression' etc.
Many of the features speak for Lemon-rumped Warbler, which is a very common at Eaglenest WLS.
Log ind her for at kommentere fotoet. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.
Beskrivelse: De mindre, åbne områder, der nu anvendes til campering i Eaglenest, fungerer som rasteplads for det åbne lands småfugle under trækket.
Denne Mongolske Piber oplivede nogle i øvrigt ret fugletomme timer. Fuglen var direkte mindre end Storpiber - nærmest i størrelse mellem denne og Tajgapiber (=Skovpiber), og havde den for arten typisk korte hale og store hoved med et lille trekantet næb, der gav mindelser om mindre piber type Engpiber. Bemærk den ret ensartet lysebrune underside og manglen på Storpiberens mørke "trekant" på halssiden.
Kaldet var svagere end Storpibers med tydeligt nedadgående afslutning, og kunne derfor opfattes som et groft kald fra Tajgapiber - hvis kald ligeledes er let nedadgående.
Beskrivelse: Denne sorte ørn er et ret almindeligt indslag over Syd- og Sydøstasiens skove og bjerge. Dens rektangulære vinger med de særdeles lange fingre har en pudlig lighed med Alpekragens!
Beskrivelse: Der findes et væld af babblers i alle størrelse og farver i Østhimalaya.
Denne er ikke den mest farvestrålende, men alarmklokkerne går næsten altid, når arten viser sig. Ofte danner de "slæng" med andre eksklusive babblere,ikke mindst den notorisk sjældne Bugun Liocichla, der først for nyligt er blevet beskrevet.
Log ind her for at kommentere fotoet. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.