hej Mikkel. Yea... en smuk fugl Lærkefalken. Jeg håber også der uploades et billede af der hvor den sidder med en piphans den fangede... Den sa desværre højt oppe, så vinklen blev ikke optimal. Men ligefedt - man bliver ALTID i godt humør af at se en Lærkefalk...
Mht de juvenile rovfugle har jeg flere gange oplevet hvor forbavsende tæt på man kan komme - selv uden brug af skjul.
Venlig hilsen
Michael
Log ind her for at kommentere fotoet. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.
Beskrivelse: Ikke noget genialt teknisk billede - men på dette billede falder lyset bedst, og man ser fint hvor flot en adult Fasankok tager sig ud i Kirgisien - Centralasien; Fasanens oprindelige hjemsted.
Hernede holder de også til i kultiverede områder, gerne i læhegn og buske langs grøfter.
Meget mere afdæmpet end i DK - og med et svagere kald. Sky - også her jages den.
Ofte optræder en Faankok med et mindre harem af 3-5 hunner. Ellers er det som regel enlige individer man træffer i felten - undtagelsesvist "mødregrupper" hvor 2-4 hunner slår sig sammen og drager rundt med et ordentligt kuld unger (nogle gange op til 30-40 kyllinger...
Ingenlunde almindelig i Kirgisien - undtaget lokalt i det østlige Kirgisien hvor jordene er opdyrket samt i lignende opdyrkede områder langs Chu-floden og i det sydvestlige hjørne ved den usbekiske grænse. I det øvrige Kirgisien er forekomsten mere sporadisk, og man kan gå i dage uden at støde på en Fasan.
Der er langt fra en Fasanindsmurt dansk herregård i efteråret, hvor Fasanerne nærmest falder over hinanden til en kirgisisk jordlod.
Beskrivelse: En attraktiv værling på yngleplads i det østlige Kirgisien. Formentlig relativ nyligt ankommet til ynglepladsen - endnu reltaivt få fugle inden for en strækning der normalt rummer 8 par; denne dag blot tre syngende hanner samt en enkelt hun. Sang og kald ligger tæt op ad Gulspurven, og de to arter ses ofte i blandede vinterflokke. Uvished om forekomsten af hybrider, men med de to arters ligheder, er det formodet at der i overlapzonen mellem de to arter forekommer en del hybrider. I de blandede vinterflokke jeg har gennemkigget, er jeg endnu ikke stødt på hybrider - men det er for tidligt sige noget om hvor almindeligt eller ej dette fænomen forekommer.
Hvidkindet Værling holder til i det åbne landskab med spredte buske/læhegn. Ses almindeligvis i buske og lave træer langs vejene. Ikke specielt almindelig - nærmere lokalt almindelig hvor biotopen er passende. Har man øje for artens kernebiotop, kan man som regel med lidt benarbejde finde arten - og denne opdages især på den gulspurve-lignende sang som høres på relativ lang afstand i dalene.
Beskrivelse: En attraktiv værling på yngleplads i det østlige Kirgisien. Formentlig relativ nyligt ankommet til ynglepladsen - endnu reltaivt få fugle inden for en strækning der normalt rummer 8 par; denne dag blot tre syngende hanner samt en enkelt hun. Sang og kald ligger tæt op ad Gulspurven, og de to arter ses ofte i blandede vinterflokke. Uvished om forekomsten af hybrider, men med de to arters ligheder, er det formodet at der i overlapzonen mellem de to arter forekommer en del hybrider. I de blandede vinterflokke jeg har gennemkigget, er jeg endnu ikke stødt på hybrider - men det er for tidligt sige noget om hvor almindeligt eller ej dette fænomen forekommer.
Hvidkindet Værling holder til i det åbne landskab med spredte buske/læhegn. Ses almindeligvis i buske og lave træer langs vejene. Ikke specielt almindelig - nærmere lokalt almindelig hvor biotopen er passende. Har man øje for artens kernebiotop, kan man som regel med lidt benarbejde finde arten - og denne opdages især på den gulspurve-lignende sang som høres på relativ lang afstand i dalene.
Beskrivelse: En attraktiv værling på yngleplads i det østlige Kirgisien. Formentlig relativ nyligt ankommet til ynglepladsen - endnu reltaivt få fugle inden for en strækning der normalt rummer 8 par; denne dag blot tre syngende hanner samt en enkelt hun. Sang og kald ligger tæt op ad Gulspurven, og de to arter ses ofte i blandede vinterflokke. Uvished om forekomsten af hybrider, men med de to arters ligheder, er det formodet at der i overlapzonen mellem de to arter forekommer en del hybrider. I de blandede vinterflokke jeg har gennemkigget, er jeg endnu ikke stødt på hybrider - men det er for tidligt sige noget om hvor almindeligt eller ej dette fænomen forekommer.
Hvidkindet Værling holder til i det åbne landskab med spredte buske/læhegn. Ses almindeligvis i buske og lave træer langs vejene. Ikke specielt almindelig - nærmere lokalt almindelig hvor biotopen er passende. Har man øje for artens kernebiotop, kan man som regel med lidt benarbejde finde arten - og denne opdages især på den gulspurve-lignende sang som høres på relativ lang afstand i dalene.
Beskrivelse: Engang imellem falder der en appelsin i den ornitologiske turban.Det gjorde der også denne smukke forårsdag i det østlige Kirgisien.
Ret beset begyndte dagen som en gedigen møgdag med overskyet himmel og regn. Mit mugne humør blev yderligere forstærket af at jeg aftenen forinden havde boltret, mig sammen med en flok sortstrubede drosler (minimum 300…) i naboens abrikoslund. SELVFØLGELIG havde jeg ikke medbragt kamera den aften – og den ene flok sortstrubede drossel-hanner efter den anden poserede i toppen af træerne – i det smukkeste aftenlys. Nuvel havde jeg tænkt, dem nupper jeg i morgen tidlig. Det gjorde jeg således ikke, da morgenen bød på gråt og overskyet vejr. Tilmed regnvejr som nærmest er uhørt i denne del af Kirgisien. Det var derfor med dunkle miner jeg redigerede dagens program. Dagen skulle være brugt til at tjekke nogle lokaliteter for Hvidkindet Værling nær den østlige provinshovedstad Karakol. På grund af det dunkle vejr valgte jeg at køre ruten i omvendt rækkefølge, og håbe på opklaring dagen efter, hvor de Hvidkindede skulle tjekkes.
Denne ”omvendelse” viste sig at være en glimrende disposition. Jeg havde en idé om muligheden for at se trækkende traner; primært Jomfrutraner i den østlige del af Kirgisien. Vidste at tranerne anvender en dal-gennemgang i Tien-Shan bjergene som trækkorridor om foråret, og tiden var umiddelbart passende. Traner ses regelmæssigt i det vestlige Kirgisien, men hvor trækruten præcis foregår, er ukendt. Ikke desto mindre er jeg blevet fortalt om en forekomst af trækkende traner i det østlige Kirgisien, og med det i baghovedet udstak jeg dagens rute. Og havde forventet – i bedste fald – at støde på enkelte trækkende traner.
Ingenlunde havde jeg gjort mig forestillinger om det som ventede.
Vel ankommet til området vest for Karakol, gennemgik jeg området, og stødte ikke umiddelbart på nogen overraskelser. Tidlige Isabellastenpikkere, Tornirisker af ssp bella (en fin lille sag), og så fremdeles var fint.
Op ad formiddagen hørte jeg traner. Langt væk, men karakteristisk nok Jomfrutraner – i forhold til vores Trane langt mindre trompeterende, og i sammenligning mere guttural og lavmælt. Kunne ikke få øje på fuglene, og forventede dem højt-højt oppe et-eller-andet sted i modlyset. Men væk var de. Ærgerlig nok tjekkede jeg de store kultiverede arealer, og indså at det var som at lede efter en nål i en høststak – såfremt der var tale om en lille flok. Anyway – måske længere vestpå? Og af sted kørte vi. Lidt længere fremme kom et lavtflyvende bånd traner flyvende, og ikke nok med det – flere bånd fulgte!
Overordentligt tilfreds stoppede vi, og ude i det fri nærmest væltede det forbi med Jomfrutraner…
De kom flyvende nede fra Issyk-Kul søens bredder (Issyk-Kul er klodens næststørste bjergsø), og dernede stod en gæv flok Jomfrutraner. I hundredvis. De drak af det brakke vand, og stod ligefrem på sandstranden som en flok badegæster. Nu forlod de stranden i småflokke og trak ind mod markerne – lige hen over hovederne på os… Den ene flok efter den anden. Magisk!
Vi placerede vores frokostophold på en solbeskinnet bakke med udsigt til tranerne. Og nød det i fulde drag.
Dette var temmelig unikt, og fundet af denne ukendte rasteplads er vigtig.
Vist er Jomfrutranen ikke truet; klodens næstalmindeligste, men enhver gerning der forhindrer eventuel svækkelse af bestanden er vigtig; især når det drejer sig om ukendte rastepladser som denne nysfundne. Så jeg glæder mig til at involvere tranefolk i denne opdagelse.
Tallet denne dag opgjordes til et pænt stykke over 2000 fugle. Ingen aner om tallet er større på andre tidspunkter. Der er plads nok… og hvorfor kunne der ikke være basis for tusinder flere?
Vi får se – der arbejdes videre med sagen…
Og resten af denne dag, var en glad begivenhed – med masser af fine obs og oplevelser.
Engang imellem havner appelsinen i den ornitologiske turban. Javist…. Og hvor er det fedt at opleve!
Beskrivelse: Engang imellem falder der en appelsin i den ornitologiske turban.Det gjorde der også denne smukke forårsdag i det østlige Kirgisien.
Ret beset begyndte dagen som en gedigen møgdag med overskyet himmel og regn. Mit mugne humør blev yderligere forstærket af at jeg aftenen forinden havde boltret, mig sammen med en flok sortstrubede drosler (minimum 300…) i naboens abrikoslund. SELVFØLGELIG havde jeg ikke medbragt kamera den aften – og den ene flok sortstrubede drossel-hanner efter den anden poserede i toppen af træerne – i det smukkeste aftenlys. Nuvel havde jeg tænkt, dem nupper jeg i morgen tidlig. Det gjorde jeg således ikke, da morgenen bød på gråt og overskyet vejr. Tilmed regnvejr som nærmest er uhørt i denne del af Kirgisien. Det var derfor med dunkle miner jeg redigerede dagens program. Dagen skulle være brugt til at tjekke nogle lokaliteter for Hvidkindet Værling nær den østlige provinshovedstad Karakol. På grund af det dunkle vejr valgte jeg at køre ruten i omvendt rækkefølge, og håbe på opklaring dagen efter, hvor de Hvidkindede skulle tjekkes.
Denne ”omvendelse” viste sig at være en glimrende disposition. Jeg havde en idé om muligheden for at se trækkende traner; primært Jomfrutraner id en østlige del af Kirgisien. Vidste at tranerne anvender en dal-gennemgang i Tien-Shan bjergene som trækkorridor om foråret, og tiden var umiddelbart passende. Traner ses regelmæssigt i det vestlige Kirgisien, men hvor trækruten præcis foregår, er ukendt. Ikke desto mindre er jeg blevet fortalt om en forekomst af trækkende traner i det østlige Kirgisien, og med det i baghovedet udstak jeg dagens rute. Og havde forventet – i bedste fald – at støde på enkelte trækkende traner.
Ingenlunde havde jeg gjort mig forestillinger om det som ventede.
Vel ankommet til området vest for Karakol, gennemgik jeg området, og stødte ikke umiddelbart på nogen overraskelser. Tidlige Isabellastenpikkere, Tornirisker af ssp bella (en fin lille sag), og så fremdeles var fint.
Op ad formiddagen hørte jeg traner. Langt væk, men karakteristisk nok Jomfrutraner – i forhold til vores Trane langt mindre trompeterende, og i sammenligning mere guttural og lavmælt. Kunne ikke få øje på fuglene, og forventede dem højt-højt oppe et-eller-andet sted i modlyset. Men væk var de. Ærgerlig nok tjekkede jeg de store kultiverede arealer, og indså at det var som at lede efter en nål i en høststak – såfremt der var tale om en lille flok. Anyway – måske længere vestpå? Og af sted kørte vi. Lidt længere fremme kom et lavtflyvende bånd traner flyvende, og ikke nok med det – flere bånd fulgte!
Overordentligt tilfreds stoppede vi, og ude i det fri nærmest væltede det forbi med Jomfrutraner…
De kom flyvende nede fra Issyk-Kul søens bredder (Issyk-Kul er klodens næststørste bjergsø), og dernede stod en gæv flok Jomfrutraner. I hundredvis. De drak af det brakke vand, og stod ligefrem på sandstranden som en flok badegæster. Nu forlod de stranden i småflokke og trak ind mod markerne – lige hen over hovederne på os… Den ene flok efter den anden. Magisk!
Vi placerede vores frokostophold på en solbeskinnet bakke med udsigt til tranerne. Og nød det i fulde drag.
Dette var temmelig unikt, og fundet af denne ukendte rasteplads er vigtig.
Vist er Jomfrutranen ikke truet; klodens næstalmindeligste, men enhver gerning der forhindrer eventuel svækkelse af bestanden er vigtig; især når det drejer sig om ukendte rastepladser som denne nysfundne. Så jeg glæder mig til at involvere tranefolk i denne opdagelse.
Tallet denne dag opgjordes til et pænt stykke over 2000 fugle. Ingen aner om tallet er større på andre tidspunkter. Der er plads nok… og hvorfor kunne der ikke være basis for tusinder flere?
Vi får se – der arbejdes videre med sagen…
Og resten af denne dag, var en glad begivenhed – med masser af fine obs og oplevelser.
Engang imellem havner appelsinen i den ornitologiske turban. Javist…. Og hvor er det fedt at opleve!
Beskrivelse: Engang imellem falder der en appelsin i den ornitologiske turban.Det gjorde der også denne smukke forårsdag i det østlige Kirgisien.
Ret beset begyndte dagen som en gedigen møgdag med overskyet himmel og regn. Mit mugne humør blev yderligere forstærket af at jeg aftenen forinden havde boltret, mig sammen med en flok sortstrubede drosler (minimum 300…) i naboens abrikoslund. SELVFØLGELIG havde jeg ikke medbragt kamera den aften – og den ene flok sortstrubede drossel-hanner efter den anden poserede i toppen af træerne – i det smukkeste aftenlys. Nuvel havde jeg tænkt, dem nupper jeg i morgen tidlig. Det gjorde jeg således ikke, da morgenen bød på gråt og overskyet vejr. Tilmed regnvejr som nærmest er uhørt i denne del af Kirgisien. Det var derfor med dunkle miner jeg redigerede dagens program. Dagen skulle være brugt til at tjekke nogle lokaliteter for Hvidkindet Værling nær den østlige provinshovedstad Karakol. På grund af det dunkle vejr valgte jeg at køre ruten i omvendt rækkefølge, og håbe på opklaring dagen efter, hvor de Hvidkindede skulle tjekkes.
Denne ”omvendelse” viste sig at være en glimrende disposition. Jeg havde en idé om muligheden for at se trækkende traner; primært Jomfrutraner id en østlige del af Kirgisien. Vidste at tranerne anvender en dal-gennemgang i Tien-Shan bjergene som trækkorridor om foråret, og tiden var umiddelbart passende. Traner ses regelmæssigt i det vestlige Kirgisien, men hvor trækruten præcis foregår, er ukendt. Ikke desto mindre er jeg blevet fortalt om en forekomst af trækkende traner i det østlige Kirgisien, og med det i baghovedet udstak jeg dagens rute. Og havde forventet – i bedste fald – at støde på enkelte trækkende traner.
Ingenlunde havde jeg gjort mig forestillinger om det som ventede.
Vel ankommet til området vest for Karakol, gennemgik jeg området, og stødte ikke umiddelbart på nogen overraskelser. Tidlige Isabellastenpikkere, Tornirisker af ssp bella (en fin lille sag), og så fremdeles var fint.
Op ad formiddagen hørte jeg traner. Langt væk, men karakteristisk nok Jomfrutraner – i forhold til vores Trane langt mindre trompeterende, og i sammenligning mere guttural og lavmælt. Kunne ikke få øje på fuglene, og forventede dem højt-højt oppe et-eller-andet sted i modlyset. Men væk var de. Ærgerlig nok tjekkede jeg de store kultiverede arealer, og indså at det var som at lede efter en nål i en høststak – såfremt der var tale om en lille flok. Anyway – måske længere vestpå? Og af sted kørte vi. Lidt længere fremme kom et lavtflyvende bånd traner flyvende, og ikke nok med det – flere bånd fulgte!
Overordentligt tilfredse stoppede vi, og ude i det fri nærmest væltede det forbi med Jomfrutraner…
De kom flyvende nede fra Issyk-Kul søens bredder (Issyk-Kul er klodens næststørste bjergsø), og dernede stod en gæv flok Jomfrutraner. I hundredvis. De drak af det brakke vand, og stod ligefrem på sandstranden som en flok badegæster. Nu forlod de stranden i småflokke og trak ind mod markerne – lige hen over hovederne på os… Den ene flok efter den anden. Magisk!
Vi placerede vores frokostophold på en solbeskinnet bakke med udsigt til tranerne. Og nød det i fulde drag.
Dette var temmelig unikt, og fundet af denne ukendte rasteplads er vigtig.
Vist er Jomfrutranen ikke truet; klodens næstalmindeligste, men enhver gerning der forhindrer eventuel svækkelse af bestanden er vigtig; især når det drejer sig om ukendte rastepladser som denne nysfundne. Så jeg glæder mig til at involvere Trane-folk i denne opdagelse.
Tallet denne dag opgjordes til et pænt stykke over 2000 fugle. Ingen aner om tallet er større på andre tidspunkter. Der er plads nok… og hvorfor kunne der ikke være basis for tusinder flere?
Vi får se – der arbejdes videre med sagen…
Og resten af denne dag, var en glad begivenhed – med masser af fine obs og oplevelser.
Engang imellem havner appelsinen i den ornitologiske turban. Javist…. Og hvor er det fedt at opleve!
Beskrivelse: Engang imellem falder der en appelsin i den ornitologiske turban.Det gjorde der også denne smukke forårsdag i det østlige Kirgisien.
Ret beset begyndte dagen som en gedigen møgdag med overskyet himmel og regn. Mit mugne humør blev yderligere forstærket af at jeg aftenen forinden havde boltret mig sammen med en flok sortstrubede drosler (minimum 300…) i naboens abrikoslund. SELVFØLGELIG havde jeg ikke medbragt kamera den aften – og den ene flok sortstrubede drossel-hanner efter den anden poserede i toppen af træerne – i det smukkeste aftenlys. Nuvel havde jeg tænkt, dem nupper jeg i morgen tidlig.
Det gjorde jeg således ikke, da morgenen bød på gråt og overskyet vejr. Tilmed regnvejr som nærmest er uhørt i denne del af Kirgisien. Det var derfor med dunkle miner jeg redigerede dagens program. Dagen skulle være brugt til at tjekke nogle lokaliteter for Hvidkindet Værling nær den østlige provinshovedstad Karakol. På grund af det dunkle vejr valgte jeg at køre ruten i omvendt rækkefølge, og håbe på opklaring dagen efter, hvor de Hvidkindede skulle tjekkes.
Denne ”omvendelse” viste sig at være en glimrende disposition. Jeg havde en idé om muligheden for at se trækkende traner; primært Jomfrutraner i den østlige del af Kirgisien. Vidste at tranerne anvender en dal-gennemgang i Tien-Shan bjergene som trækkorridor om foråret, og tiden var umiddelbart passende. Traner ses regelmæssigt i det vestlige Kirgisien, men hvor trækruten præcis foregår, er ukendt. Ikke desto mindre er jeg blevet fortalt om en forekomst af trækkende traner i det østlige Kirgisien, og med det i baghovedet udstak jeg dagens rute. Og havde forventet – i bedste fald – at støde på enkelte trækkende traner.
Ingenlunde havde jeg gjort mig forestillinger om det som ventede.
Vel ankommet til området vest for Karakol, gennemgik jeg området, og stødte ikke umiddelbart på nogen overraskelser. Tidlige Isabellastenpikkere, Tornirisker af ssp bella (en fin lille sag), og så fremdeles var fint.
Op ad formiddagen hørte jeg traner. Langt væk, men karakteristisk nok Jomfrutraner – i forhold til vores Trane langt mindre trompeterende, og i sammenligning mere guttural og lavmælt. Kunne ikke få øje på fuglene, og forventede dem højt-højt oppe et-eller-andet sted i modlyset. Men væk var de. Ærgerlig nok tjekkede jeg de store kultiverede arealer, og indså at det var som at lede efter en nål i en høststak – såfremt der var tale om en lille flok. Anyway – måske længere vestpå? Og af sted kørte vi. Lidt længere fremme kom et lavtflyvende bånd traner flyvende, og ikke nok med det – flere bånd fulgte!
Overordentligt tilfredse stoppede vi, og ude i det fri nærmest væltede det forbi med Jomfrutraner…
De kom flyvende nede fra Issyk-Kul søens bredder (Issyk-Kul er klodens næststørste bjergsø), og dernede stod en gæv flok Jomfrutraner. I hundredvis. De drak af det brakke vand, og stod ligefrem på sandstranden som en flok badegæster. Nu forlod de stranden i småflokke og trak ind mod markerne – lige hen over hovederne på os… Den ene flok efter den anden. Magisk!
Vi placerede os på en solbeskinnet bakke med udsigt til tranerne. Og nød det i fulde drag sammen med frokosten.
Dette var temmelig unikt, og fundet af denne ukendte rasteplads er vigtig.
Vist er Jomfrutranen ikke truet; klodens næstalmindeligste, men enhver gerning der forhindrer eventuel svækkelse af bestanden er vigtig; især når det drejer sig om ukendte rastepladser som denne nysfundne. Så jeg glæder mig til at involvere tranefolk i denne opdagelse.
Tallet denne dag opgjordes til et pænt stykke over 2000 fugle. Ingen aner om tallet er større på andre tidspunkter. Der er plads nok… og hvorfor kunne der ikke være basis for tusinder flere?
Vi får se – der arbejdes videre med sagen…
Og resten af denne dag, var en glad begivenhed – med masser af fine obs og oplevelser.
Engang imellem havner appelsinen i den ornitologiske turban. Javist…. Og hvor er det fedt at opleve!
Hej Michael
Det her billede er simpelthen bare godt og så dejligt stemningsmættet. Således ved jeg nu snart ikke, hvor mange gange dette billede er dukket spontant op i min bevidsthed.
Håber du har fået arbejdet videre på sagen.
Mvh Noel
Kære Nikolaj,
Tak for dine roser. Nogle gange giver motivet sig selv, og det er således bare at trykke på knapperne.
Jeg var ikke ude samme sted i april, men til gengæld havde jeg mange mange trækkende Jomfrutraner de første dage i april her i Bishkek, som er beliggende 350 km fra rastepladsen hvor billederne blev taget.
Fuglene er der hvert år og til foråret skal jeg velsagtens derud igen.
Det var en dejlig dag, og en oplevelse som jeg under alle fugleinteresserede.
Jeg har jo set billederne af overvintrende Jomfrutraner fra Indien af andre dankse fuglefotografer, og med egne gennemtrækkende/rastende fugle kombineret med fugle set på ynglepladserne oppe på den kasakhstanske steppe danner der sig en god forståelse for denne smukke fugl. Og øget erfaring og forståelse er evigt interessant og bekræftende.
Venligste hilsner
Michael
Kære Michael
Det var virkelig så og som du selv siger så kommer motivet selv til en nogle gange.
Jeg tager forresten gerne del i oplevelsen på et tidspunkt. Da noget af det fedeste da må være at få gode skud af jomfrutrane, som er en virkelig drømmeart.
Jeg finder egentlig billederne fra Indien ganske glimrende, men jeg synes dit billede rummer langt mere idet vi får hele landskabes sceneriet med og en af lokale som er ude med dit kvæg, hvilket også bidrager væsentligt.
Venlig hilsen Nikolaj
Kære MICHAEL,
Takket være JOHANNES, bli'r jeg nu opmærksom på Din maleriske skildring og Unikt foto fra Kirgisien,
med blå bjerge og hyrde (til hest?), der rager op
over kvæget.
Du gi'r os endnu et møde med stor, vild ødemark.
Stor tak .......... C.
Kære Ole, Nikolaj, Jan, Johannes og Carsten!
Tak for de rare ord - det varmer helt herned hvor dagstemperaturen den sidste uge har været nede og runde minus 25.
Ovenstående billede luner også, idet der blot er tre måneder til de første Jomfrutraners ankomst. Marts dagene er råkolde (som derhjemme) men foråret ubestikkeligt selv om der kan komme snedage. Alpesejlere (hmm.. det lykkedes mig IKKE at få de rigtige gode skud i kassen i 2011...), Hvide Vipstjerter, Sortstrubede Drosler m.fl. er forårsbebudere på disse kanter. Primo april er primetime for at opleve Jomfrutranerne, især sammen med alle de andre fugle som IKKE kan medtages på billedet. Hver region sine forårstraditioner - her altså en af de lokale i det østlige Kirgisistan: Jomfrutraner.
Sandt for dyden ingen genistreg af fotografen, men jeg havde håbet at motivet blev som det blev. som skrevet, motivet gav sig selv. En hyrde til hest der driver kreaturerne hjemad, og jomfrutraner der må vige... Og bjergene i baggrunden. Det kan ikke gå helt galt!
Det er velsagtens også sådanne oplevelser/billeder på nethinden, der får os alle til at hige efter mere og nye oplevelser.
Så kan man godt glemme at vejr og kriser løber parallelt.
Tak
Michael
Log ind her for at kommentere fotoet. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.
Beskrivelse: Billedet er tilegnet vestholdets Kaptajn Steen Brølling - fordi han er en sand Azurmejse-aficionado (uh-fish-ee-uh-NAH-doh - An enthusiastic admirer; a fan.)
Og, fordi han er så flink at tabe år efter år efter...år på grønsværen til moseholdets sværvægtere (undskyld den indforståede dribling, men den er altså venligt ment og helt og aldeles harmløs)
Azurmejsen er en sand drillepind for fotografer. De blændende hvide farver snyder kameraets lysmåler (eller hvad ved jeg) og det synes undertegnede lidt vanskeligt at få sammenstrikket et ordentligt billede af denne smukke fugl; noget som også sorte kragefugle ynder at drille fuglefotografer med - om end med modsat fortegn, så at sige.
Skarpt eftermiddagslys er nu heller ikke det bedste udgangspunkt, så næste gang jeg skal prøve at nappe et billede af Azurmejsen bliver det en støvet vinterdag med en stak mejsekugler ved min side...
Flot billede - next stop DK ASAP tak!
Når en langhalet tornskade kan finde på at dukke op her i Dannevang, så må dette absolut også være muligt for en sådan azur-beauty.
MVH - Lars
Hej Michael
Fed fugl, men husk at nedblænde ned med 1/3 eller 2/3 ved fugle som har så meget hvidt på sig. Man kan let overbelyse lyse fugle.
mvh.
Jens Kristian Kjærgård
Hej Jens!
Tak for tipset; var nu egentlig godt klar over det, men havde faktisk ikke snildhed til at gøre det i øjeblikket - men jeg husker på det. Fuglen er fotograferet i en skovbevoksning, så omgivelserne fremstår hovedsagligt mørke med skakter af skarpt sollys der bryder. Således var fuglen enten i skygge eller totalt belyst - og som nævnt er denne kontrast mellem skarpt eftermiddagslys og skyggemørke ej heller den optimale belysning for en så lys fugl som Azurmejsen. Generelt kan det være svært at fotografere inde i skoven... synes jeg. Og spørgsmålet er om nedblænding er nok - om ikke også hvidebalance mm skal justeres?
Tak for rådet og de øvrige pæne kommentarer.
VH/Michael
Log ind her for at kommentere fotoet. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.
Log ind her for at kommentere fotoet. Er du ikke oprettet som bruger kan du oprette dig som bruger her.