SU-beskrivelse af Amerikansk Hjejle, ca. 500 m. nord for Astrup Engsø, d. 8. Juli, 2013, *Ole Zoltan Göller Fundomstændigheder og beskrivelse blandet sammen: Oven på en forrygende morgen med alle tre moseternearter i samme kikkertfelt ved Saltvandssøen, og noget der mindede om en rekordforekomst af kærløbere med hele 37 fugle samme sted, drev jeg videre rundt i området, naturligvis med henblik på at finde noget sjældent. Nørresø så mindre giftig ud end tidligere år, og kastede da heller ikke noget af sig. Jeg fyldte derfor bilen med specialøl og vin i Tyskland, og tænkte at tage turen op gennem marsken på hjemturen. Da jeg havde forladt den sidste af Ballum-byerne, og ramte engene sydfra, kom en mindre, meget mørk Hjejle langsomt drivende ind over vejen fra øst og ud mod vaden. Jeg holdt ind til siden og rettede kikkerten på den. Den virkede lidt retningsløs og drejede let mod nord ude over forlandet. Jeg gav bilen gas, tog første grusvej ind mod diget ca. 500 meter længere henne og spænede op på diget. Jeg kunne desværre ikke finde fuglen, og slog det hen, selvom det undrede mig meget over, at jeg ikke kunne se rent hvidt på undervingerne, som jeg burde. Jeg kørte videre, brugte lidt tid ved Ballum Sluse lidt længere fremme, og checkede derefter Astrup Engsø. Fugle var der ikke mange af, og solen stod højt, det blæste fra nordvest og så var det lavvandet. Mens jeg nød en kop mokka ved Astrup Engsø, ærgrede det mig trods den fine morgen, at jeg ikke havde fundet bare et eller andet selv – bare en god subart som Stribet Ryle. Jeg havde kun ”suttet andres bolsjer” som man siger, med undtagelsen af de mange Kærløbere, men måtte også sande, at Saltvandssøen i disse dage var overbirdet, og at det måske var naivt at håbe på et uopdaget hit. Jeg fortsatte ad grusvejen nordpå, og opdagede at der på en lysegrøn græsmark på vestsiden af vejen, stod et par hundrede fugle. De var fordelt på Viber, Hjejler, Brushøns, Stære og måger. Det overraskede mig lidt vandstanden taget i betragtning – særligt har Hjejler det med at drøne ud på vaden ved ebbe her om sommeren. Med let hævet optimisme fik jeg rettet kikkerten på flokken. Det så ikke særligt interessant ud. Der var dog en enkelt Hjejle som kun lige viste sin kridthvide pande over græsset, hvilket selv i håndkikkert så bemærkelsesværdigt ud, sammenlignet med resten af de lidt tristfarvede hjejler. Jeg holdt ved fuglen længe, men den rokkede sig ikke fra sin hvile. Jeg overvejede at køre, men satte i stedet teleskopet på fuglen. Det ændrede ikke noget – jeg kunne stadig kun se toppen af issen. Der var nu gået ca. 10 min, hvilket føltes lang tid at bruge på noget, der nok ikke var noget. Der er tit en fugl i Hjejle-flokke som afviger lidt i fældningsmønsteret – det er helt normalt. Så rejste den sig pludseligt op med brystet lige imod mig. Knaldsort med to kridthvide dråber på hver side af brystet. ”YES” tænkte jeg bare, ”Yank-Hjejle!”. Med forhøjet puls fik jeg efterfølgende et godt indtryk af fuglen med fuld zoom i teleskopet, hvorefter jeg fik skudt et par dokumentationsbilleder med kameraet. Fuglen virkede lille og også slankere, mørkere, mere grovmønstret på ryggen, uden gyldent, end Hjejlerne den stod i blandt. Den var ekstremt kontrastrig med det hvide ”tørklæde” som modstykke til det kulsorte ansigt, midtbryst, bug og helt sorte flanker – sidstnævnte en vigtig karakter for Amerikansk Hjejle. Hovedet virkede desuden mere firkantet i profil, og den var mere højpandet end Hjejlerne. Jeg ringede som sædvanligt lidt stresset til Morten Benzon Hansen. Han er altid klar på at melde ud, og det sgu bare blevet en vane at ringe til ham – desuden magter jeg ikke at fumle med en udmelding, når der skal dokumenteres. Jeg bad ham melde den ud som sandsynlig Amerikansk Hjejle. På trods af fuglens perfekte, afrundede, hvide dråber, omkranset af sort, huskede jeg at have set fotos af Sibirisk Hjejle med noget der mindede meget om undersidemønstret på Amerikansk Hjejle, så jeg ville gerne have fuglens bagende, stemme m.m. på plads, før jeg kunne være sikker – og ikke mindst vingeundersiden. Der gik ikke længe før fuglen lettede med resten af flokken og landede igen. Jeg skød løs med kameraet, og kunne efterfølgende se på displayet at vingeunderside og armhuler så brungrå ud, og jeg kunne også ret tydeligt se forskellen i kikkert, mellem denne mørke fugl og så de hvidblinkende Hjejler i flugt. Det skulle dog vise sig, at være ualmindeligt vanskeligt at få fuglens bagende at se, faktisk tog det nogle timer. Tertiærer og primærprojektion skulle bare ses, og selvom fuglen ofte tog flere fine spadsereture tættere på os, var den kun sjældent over græshøjde med bagenden. Det lykkedes heldigvis ved et par lejligheder til sidst, at få set fuglen rigtigt godt fri af det høje græs. Tertiærerne var korte og grovtakkede, og der stak sorte svingfjer et godt stykke forbi tertiærerne og pænt ud forbi halen, hvor de krydsede hinanden - det bekræftede, at der var tale om en Amerikansk Hjejle. Det så ud til, at den var fældet/lys lige omkring gattet midt på undergumpen omkranset af sort, når den stak bagenden i vejret. Fuglen var ellers ret lille, hvilket på et tidspunkt ledte mine tanker hen på Sibirisk Hjejle, der oftest er en del mindre end Hjejle frem for Amerikansk Hjejle, der typisk kun er lidt mindre. Fuglen virkede dog ikke så langbenet som Sibirisk, selvom det kunne være svært at danne sig et præcist billede af i græsset. Indtrykket bekræftes af billederne, som viser at kun tåspidsen stak bag halen i flugten, hvor Sibirisk Hjejle ofte viser det meste af eller hele foden bag halen. Da den stod frit sås lidt længere tibia end Hjejle. Næbbet var ret langt og smalt, og noget vi brugte lang tid på at vurdere. Den var dog uden Sibirisk Hjejles typiske fortykning på yderste halvdel, og ikke så slående langnæbbet, som denne art ofte udviser, men der er meget variation her hos begge arter. Fuglen blev i øvrigt hørt godt, da den lettede. Den kaldte to gange med et let totonet kald a la ”TYYY-yy”, som var mindre opdelt, mindre stigende med mindre tryk på sidste del i forhold til typisk Sibirisk Hjejle. Det understøttede også bestemmelsen til Amerikansk Hjejle. Jeg er godt bekendt med begge arters kald, og selvom der er en del variation i kaldene afhængig af temperament, var det ikke et kald jeg forbandt med Sibirisk Hjejles, som minder mere om Sortklire, med markant og mere eksplosivt ”kyy-IIT”-kald. Lige inden lukketid dukkede Freddy op, og vi blev konstant forstyrret af enorme landbrugsmaskiner, der støjende passerede os på den lille grusvej, mens vi forsøgte at finde fuglen, som i mellemtiden havde smidt sig i græsset. Fugleflokken var dog upåvirket, og vi fandt fuglen igen, gemt kun med issen over græsset, ligesom det hele begyndte. Vi kiggede på fuglen i ca. 10 min, og imens Freddy lystigt og levende berettede om efterårets eskapader på Chrø, rejste fuglen sig pludseligt op. Den så sig opmærksomt omkring, hvorefter den sammen med en håndfuld Hjejler gik på vingerne, og i aktiv flugt tog højde og gik mod syd. Vi fulgte fuglene i teleskop, og de forsvandt som små prikker i disen i sydlig retning. Det var atter tydeligt, at den var lidt mindre end hjejle, med marginalt hurtigere vingeslag. Om Fuglen var den samme som først oplevet i den sydlige del af Ballum Enge, eller om det var et tegn på det forestående, skal ligge hen i det uvisse. En ualmindelig fin forestilling blev det i hvert fald til. Gennem observationen, som forløb fra ca. 11:30 til 14:00, dukkede 8-10 andre fuglekiggere op, som alle fik set fuglen godt. NB: Det skal siges, at jeg lang tid gennem observationen, på trods af fuglens umiddelbare lighed med Amerikansk Hjejle, var meget i tvivl – særligt da der var elementer, jeg ikke kunne få styr på. På et tidspunkt hældte jeg sågar mere til Sibirisk Hjejle, og var således pænt stresset og frustreret gennem det meste af observationen, ind til de vigtigste dragtkarakterer og stemme endelig faldt på plads. Kombinationen af proportioner, stor vingeprojektion, fine afrundede dråber mod kulsorte flanker, manglende gyldent anstrøg i ryggen, benlængde og ikke mindst kaldet, gjorde artsbestemmelsen klar. Ole Zoltan Göller