Klaus - den der kræver en forklaring! Det ser sgu for mærkeligt ud. OZG

Området omkring Kichan - mellem Jaisalmer og Jodhpur i Rhajastan, er vinterkvarter for op til 11-12.000 Jomfrutraner. De tilbringer tiden med at skifte mellem at raste i den røde ørken, og æde korn, som venlige jain´er (en sekt, der helliger dyr og andre levende væsener så meget, så de end ikke spiser grøntsager der skal graves op - man kunne jo risikere at skade en orm) lægger ud. I landsbyen Kichan findes et afspærret areal af størrelse med en fodboldbane, hvor korn 2 gange i døgnet lægges ud. Dette resulterer i det viste sceneri: om morgenen, lige efter solopgang trækker tusinder og atter tusinder af jomfrutraner ind til området og flyver til og fra fodringspladsen. Det gentager sig ved eftermiddagsfodringen. Fænomenet har pågået i århundreder, og selvom overvågningen af stedet giver en del mindelser om zoologiske haver (sorry, jeg kan ikke realisere til Knuthenborg Safaripark, som det så tit gøres af almuen, når talen falder på vildtreservater, thi jeg har aldrig været i Knuthenborg) - er det en ganske speciel og meget overvældende oplevelse, især når natten bliver til dag og de store rækker af fugle flyver ind. Dette er et af Asiens mest spektakulære fuglesyn, og blandt de mindst besøgte, hvorfor man stort set kan nyde fuglene solo - sammen med venlige lokale.

Jeg var sammen med Klaus, Ole og Alex i Khichan og kan tilføje at bespisningen af jomfrutraner (og duer og brushøns og hvad der ellers måtte komme forbi) forestås af Jain Sangh = Jain Foreningen ved Shri Ratan Lal Malu, Chandni Chowk, Khichan, District Jodhpur, telefon (91)-2925-224493/223426. Der fodres dagligt i sæsonen med 1000 kilo hirse (”jowar”). Tidligere blev der fodret to gange om dagen; nu er det vist kun én gang om dagen. Billedet viser den tomt, som må være blevet købt til formålet. ”The bird grain pecking area” grænser ud mod landsbyens ene side. Fodringen har stået på i måske 30-35 år, og de sidste 15-20 år er antallet af jomfrutraner steget kraftigt. Tidligere fandt bespisningen sted i sandbakkerne uden for landsbyen. Nogle af de familier, hvis huse grænser op til ”the bird grain pecking area” har åbnet deres tag for tilrejsende fuglekiggere. En beboer i landsbyen ved navn Satya Narain Singh lagde sag an ved Rajasthans højesteret for at forhindre bebyggelse i indflyvningsretningen (til venstre i billedet). Retten gav ham medhold og forbød ny bebyggelse, samt inddragelse af landsbyens to vandhuller, som måske er årsagen til at tranerne blev tiltrukket i første omgang. Vandet i landsbyen er i øvrigt meget flourholdigt. Flere børn havde misfarvede tænder. Det indiske militær (som er talstærkt i området) har i tørkeperioder bidraget med vand til vandhullerne. Landbyen bebos af blandt andre rajputs, muslimer, og jainer. Khichan er ikke en Bishnoi landsby. Bishnois er ellers den gruppe i Rajasthan og Gujarat, som er mest kendt for at beskytte dyrene (især antiloperne) i deres område. Jainer er kendt for bespisning af blandt andet duer. Vi besøgte et tempel i nærheden, hvor duerne har deres eget ”stipendium”. Der er udgivet en bog på dansk om jainer: ”Jainernes livskunst - ikke at skade noget levende væsen” af Amrit Gangar, Kuntal Gangar, Birthe Mølhave, og Kristian Mølhave. 144 sider, 52 fotos, 4 tegninger, 2 kort, forlaget Systime, 2001. Pris kr 225,00. Jainer er kendt som forretningsfolk i Indien og i mange andre lande. De religiøse specialister blandt jainer må ikke lade sig transportere med tog eller bil eller fly. De går til fods. De må ikke rejse ”over det sorte hav”. Derfor er jain-templerne uden for Indien underlagt lægfolket.

Det er ikke svært at få fantastiske fotos sådan et sted! Stemningen i solopgangen var ganske surrealistisk - først indflyvningen fra en fælles rasteplads (tranerne lignede på afstand et ederfugletræk der er gået amok - som de kom der i lange rækker så langt bagtil øjet rakte), siden de smukke flokke i et røde ørkensand og så det vilde kaos, ala Hit-chock´s "Fuglene" hvor de væltede rundt ivrigt mumlende; Jomfrutraner har en underlig guturral måde at fortolke slægtens trumpeteren på. Denne underlige lyd, som jeg amatøragtigt forsøgte at transkribere til brghbrghbrgh, eller noget lignende, da "et par traner" 30.5 1984 passerede Skagen og måtte fotograferes, da de kom tæt på..... Kichan ligger noget afsides, men mere eventyrslystne Indiensrejsende bør ikke undslå sig for dén oplevelse, der kan kombineres med trappe-besøg og kultur i ørkenparadiset Jaisalmer. I øvrigt også et paradis for WP-arter som lærker og Ørkensanger. Sørgeligt blot at erkende, at den opståede verdenssituation for en tid muligvis gør det vestlige Indien til den fremmeste mulighed for at se en række arter med WP-relevans.