Fuglen er bedømt som værende af formen isabellinus, der yngler i Centralasiens ørkenområder og tilbringer vinteren (efter planen) i NØ Afrika og Arabien. Formentligt den hyppigste form for Isabellatornskade i Europa. Der findes flere former for Isabellatornskader. Ungfuglene er ret ens, men de ældre fugle er forskellige. Den mest kontrastrige er phoenicoroides fra "højlandet" i C Asien. Her er oversiden gråbrun, issen rusttonet og undersiden hvidlig. Denne form har den typiske brede hvide vingeplet, der er illustreret i f.eks. Fugle i Felten. I ørkenområderne findes den meget lyse form arenarius, der er nærmens ensartet "ørkenfarvet" og næsten mangler hvid vingeplet. Mærk maske er her bruntoner og svag. Fotos af denne form findes i Galleriet (Indien jan-feb 2006). De fleste af disse meget lyse fugle synes at overvintrer på den nordvestlige del af det indiske subkontinent. Isabellinus - den aktuelle form -ligner en blanding mellem de to former, men findes generelt længere mod øst end disse. Selvom fuglen gør et ret ensartet sandgråt indtryk på afstand ser man indslag af kanelbrunt, ligesom bugen er noget lysere end brystet. Masken bag øjet er sort, og den hvide vingeplet er stor (flimrer typisk i flugten. Den svenske fugl fouragerede i høj grad lavt på jorden, hvor den undertiden hoppede omkring (en ret typisk adfærd hos de ørkenlevende tornskader)i søgen efter smådyr. Fuglen tog ved gentagne tilfælde ørentviste.