Startside   I samarbejde med DOF
Home
DK obs.
VP obs.
Nyheder 
DK listen
Forum
Galleriet
Artslister
Netfugl v. 2.0
Halemejse, juvenil, Danmark 2. juni 2010 Foto: Torkild Kristensen


Håndbog update

Klaus Malling Olsen

STEPPEMÅGE Larus cachinnans

Længde 55-67 cm, vingefang 138-158 cm.

Bestemmelse På størrelse med Sølvmåge, men slankere med mindre hoved, slankere næb (uden velmarkeret gonysvinkel), bredere bryst, tendens til hængebug og længere, slankere bagparti samt længere ben. Især ungfugle virker næsten disproportionerede (de store mågers Brushane). I flugten ret slank og langvinget med relativt kort arm og lang, spids hånd (især ungfugle) samt "bådformet profil" med fremskudt bryst mod lile, slankt hoved og tendens til hængebug. På mange måder proportionelt som en stor, Tyndnæbbet Måge. Tit aggressiv overfor andre måger. Stående fugle ser ofte ud til at "hænge med næbbet".

Adult har lysegrå overvinge (ca. som Sølvmåge argentatus, men uden dennes blåstik). Håndens mønster ligner Sølvmåge argentatus, men generelt med længere, hvide striber inderst i det sorte mønster. Sort markering på 6.yderste håndsvingfjer dækker normalt både yder-og inderfane, som sorte buer (hos Sølvmåge højst svag markering, hos Middelhavssølvmåge generelt bredere og mere komplet). Har tit helt hvid spids på den yderste håndsvingfjer (i lighed med Sølvmåge argentatus). Det på afstand mørke øje (er ofte lyst, men ser mørkt ud på afstand) ligner pistolskud i det hvide hoved. Øjet sidder lidt længere fremme og højere oppe end hos Sølvmåge og giver et karakteristisk udstryk (der blandt flyfanatikere sammenlignes med forpartiet på en Tupolev 134 (sjælden gæst fra Bulgarien i Kastrup om lørdagen); som MD-serien (der bl.a. anvendes af SAS) hos Sølv- og Middelhavssølvmåge). Orbitalring orange. Benene er grålige med svagt gult eller kødfarvet anstrøg. Næbbet er tit grøntonet og har generelt svagere orange gonysplet end Sølv- og især Middelhavssølvmåge.

Hvidhovedet det meste af året, om efteråret (aug-nov.) med mørke striber i nakken og undertiden svage, grå striber omkring øjet. Fælder generelt tidligere end andre store måger, og har tit fuldendt fældningen i sept. (se Middelhavssølvmåge). Efterår og vinter er næbbet grøngult, tit med tydeligt sort bånd omkring spidsen. Undervingen virker overvejende hvid, bortset fra vingespidsen.

Juvenil er brungrå med lysere centre på ryg- og skulderfjer end Sølv- og Middelhavssølvmåge, og har udvandet lyst mønster på de store dækfjer, normalt med mest lyst i spidsen. Tertiærerne er mørke med lyse rande, der kan være næsten trekantede i spidsen men som hos Middelhavssølsmåge sjldent når dækfjerene. Har i lighed med Middelhavssølvmåge lys rygkile og halerod mod distinkt sort endebånd på halen. Undergumpen er som hos Middelhavssølvmåge hvid med mørke pletter langs kanten Undervingen ofte hvidlig (især i armhuler og på vingens midterdel) og medvirker i flugten til en kontrasrig vinge. I flugten ses mørk vinge med 2 lyse vingebånd (dannet af lyse spidser på store dækfjer og armsvingfjer – som hos Sildemåge) samt tendens til lys kile inderst i hånden. Den er dog ikke så massiv som hos Sølvmåge, da de inderste håndsvingfjer har mørke yderfaner, der giver et stribet mønster, som genfindes hos Middelhavssølvmåge; Sølvmågens mere massive lyse felt skyldes, at kun spidserne af disse fjer er mørke. Som hos Middelhavssølvmåge ses ofte en lys plet ved knoen. Næbbet er sort og benene lyst rødgrå – tit af karakteristisk farve som solbleget plasticlegetøj!

1. vinter anlægges fra sidst i august – tidligere end hos Sølvmåge Ryg- og skulderfjer bliver da grå med varierende mørke tværbånd, ankerpletter eller striber; feltet ved vingens forkant er tit plettet ulig Sølvmåges (og mange Middelhavssølvmåger). Hoved og underside bliver allerede i sensommeren hvidlige i stor kontrast til sort øje og næb; næbbet bliver dog tofarvet allerede fra om efteråret ulig Middelhavssølvmåges. Fra Sept. Fældes tillige en del (især inderste) dækfjer, der er i kontrast til afblegede juvenile (også tertiærer); blegede fjer ses langt tidligere end hos Sølvmåge og Middelhavssølvmåge. Efterår og vinter ofte meget kontrastrig, tit 4-farvet i hvidt, gråt, brunt og sort. Har således normalt tydelig kontrast mellem nye 1.vinterfjer og slidte juvenile om efteråret, hvor Sølvmåge stadig er ret ensartet.

1. sommer ofte stærkt afbleget, før fældningen med næsten hvide, ufldede juvenile store dækfjer.

Efterfølgende immaturdragter: dragtudvikling ligner Middelhavssølvmåge michahellis. Har i 2. vinter således overvejende grå ryg, sort halebånd og næsten hvid undervinge. Har i modsætning til Middelhavssølvmåge tit lile, hvid plet på den yderste håndsvingfjer.

Stemme afviger fra Sølv- og Middelhavssølvmåge: en "asmatisk gammelkonelatter, hærget af cerutter" eller som glammen fra Søløve. Især typisk ved forsvar af føde, hvor vingerne bredes ud og halsen rejses i albatrospositur, mens en serie arh-arh-arh….ytres.

Taksonomi såvel ynglebiologi som dragter, udseende, stemme og fældning afviger helt fra Middelhavssølvmåges I overlapningsområdet i Sortehavets vestlige del yngler formen på sandrevler, hvor Middelhavssølvmåge yngler på klipper eller hustage; hybridisering er aldrig bevist, om end fugle med karakterer fra begge former (se Middelhavssølvmåge) forekommer i Sortehavet. Formen barabensis (se geografisk variation) er formentligt nærmere i slægt med Sibirisk Måge, og for nyligt foreslået som race af denne.

Geografisk variation: Muligvis ret stor, men delvis ukendt. De mest typiske, store og lyse fugle med mest hvidt i vingen (og de mest karakteristiske ungfugle) findes i udbredelsesområdets vestlige del, og benævnes undertiden ponticus. Længere mod øst lidt mørkere med mere mørkt i vingespidsen; muligvis overgangsformer til formen barabensis (N Kasakhstan og muligvis Rusland mod nord til Moskva). Denne er mindre og knapt så ekstrem i formen som cachinnans. Adult barabensis har mørkere grå overside end cachinnans (nordligste typer næsten så mørke som Sildemåge graellsii), og barabensis har mere sort i hånden, næsten som hos Middelhavssølvmåge, men tit med sort helt ind til 3’yderste håndsvingfjer, der forlnger sort vingespids mod armen. Kan have smalle, hvide nymåner på håndens mellemste del, som hos cachinnans, men grundet mørkere grundfarve tydeligere afsat.

Næbbet generelt varmere gult med rødere gonysplet, der kan stærkke sig til overnæbbet: næbbet tit mangefarvet om vinteren: gult med rød gonysplet, sorte markeringer og lys spids. Hovedtegninger og øjne som cachinnans, også om vinteren. Ben normalt gule, men undertiden med lignende variation som hos cachinnans.

Ligner mest Armensk Måge, men har normalt slankere næb. Se Håndbogen for Armensk Måge.

1-års fugle ligner cachinnans, men har normalt tydeligere mørke tegninger på hoved og bryst, og generelt mørkere tegnet undervinge, der mere får karakter af lyst midterfelt end solid hvid undervinge. Kan i lighed med 1-års Sildemåge fuscus allerede om vinteren indlede fældningen af armsvingfjerene (ukendt hos andre store måger, men ses evt. hos Sibirisk Måge).

Forekomst/biotop: Yngler fra nordvestlige Sortehav og østover. En del af bestanden foretager efter yngletiden spredningstræk mod NV, og når da Centraleuropa, Storbritannien og Nordeuropa. I Danmark ret sjælden, især ult aug.-med. Okt., men visse år sent influx til november. Tilsyneladende langt hyppigere end Middelhavssølvmåge i Skandinavien (men også lettere at bestemme!). I modsætning til Middelhavssølvmåge overvintrer en del i Europa, i visse år således i mindre antal i Danmark.

Kilder: Garner & Quinn (British Birds 1997: 25-62 og 369-383), flere artikler i udenlandske tidsskrifter (b.a. Jonsson i Vår Fågelvärld og Alula); på dansk Per Schiermacher-Hansen op citt., feltstudier i Danmark og Sydsverige, Ungarn, Frankrig (cachinnans) samt Kasakhstan, Israel og Goa, Indien (barabensis). Fotoserier fra Oman, Arabien og Rødehavet fra Hanne & Jens Eriksen, J. Lontkowski, Richard Porter. Diskussioner med J. Lontkowski (Polen), Philippe J. Dubois (Frankrig), Magnus Ullman, Hans Larsson, Uno Unger, Magnus Unger , Christian Cederroth og Lars Jonsson (Sverige), Steen Christensen, Knud Pedersen, Brian Rasmussen, Keld T. Pedersen og Per Schiermacher-Hansen (Danmark) . Skindstudier af denne form og Middelhavssølvmåge på flere museer i Europa og USA (især Amsterdam).
 

til toppen copyright © 2002-2005 Netfugl.dk - Danmark
kontakt os: netfugl@netfugl.dk - om os: webmasters - genereret på 0.016 sek.
til toppen