Startside   I samarbejde med DOF
Home
DK obs.
VP obs.
Nyheder 
DK listen
Forum
Galleriet
Artslister
Netfugl v. 2.0
Tinksmed, Danmark 12. august 2002 Foto: Per Poulsen


Håndbog update

Klaus Malling Olsen

SORTSTRUBET BYNKEFUGL Saxicola torquata

Længde 12.5-13 cm.

Bestemmelse Ligner en rund- og mørkhovedet Bynkefugl (se nedenfor under Sibirisk) med lidt kortere vinger, højst svag, lys øjenbrynstribe og sort hale. Hannen er karakteristisk, mens hunnen mere ligner Bynkefugl. Stor og komplekt geografisk variation. Adfærd som Bynkefugl, men sidder ofte lidt mere vandret og kan virke mindre kompakt. Ses enkelt eller parvis, sensommer og efterår undertiden i små familiegrupper.

Fælleskendetegn for de fleste er

Adult han har sort hoved og strube (som bøddelhætte), hvide halssider og brede, hvide skulderpletter (dannet af de inderste dækfjer, kan skjules af tilgrænsende fjer). Undersiden varierende rustbrun til orangebrun (variation hovedsageligt racebetinget). Oversiden er brunstribet, ofte med hvid plet på overgumpen. Denne hvide plet er hos vestlige fugle hos de fleste om efteråret skjult af brune fjerrande, men kan ved slid blive ret tydelig – se de enkelte former. Undervingedækfjerene er grå med hvide pletter; hos nogle få mørkegrå (kan synes sortagtige i felten)..

I frisk dragt (sensomer til efterår) er dragten delvis skjult af brune fjerbræmmer; sommerdragt fremkommer gradvis fra om efteråret og er normalt næsten fuldt udviklet sidst på efteråret. Den er i "fuld flor" om foråret. Vipper tit nervøst med halen. Den kompakte form og hannens farver har før til, at flyvende fugle er sammenlignet med Humlebier!

Adult hun har grå- til brunspættet hoved og strube (se dog geografisk variation), højst antydet hvid halsring og generelt brunere, mere neutral dragt. Undersiden har dog normalt anstrøg som hannen, men svagere farvet. Armsvingfjerene kan have et svagt lyst panel.

Juvenil har mørkplettet hoved og ryg. Halefjerene er tilspidsede med lyse kanter, ofte lidt diffust afsatte i spidsen (afrundede med skarpere afsatte, men smallere lyse kanter end hos adult). Fælder hurtigt til…

Immatur (1. vinter), der ligner adult, men dragtudviklingen er lidt langsommere, da dragtens lyse fjerrande er bredere, og derfor slides langsommere af. Hannens sorte hovedtegninger dukker dog op fra efteråret, først på kinden, men issen har normalt brune striber frem til om foråret (isse sort hos adult). De hvide pletter på halssiderne kan være smallere end hos adulte, og lyse fjerrande på isse til ryg ses til om foråret. Aldersbestemmes i øvrigt på kontrast melem brune og mørkere store dækfjer (ensartet sortagtige hos adult). Selvom de hvide vingefelter er større hos adult er der tilstrækkelig individuel variation til, at kendetegnet reelt har nogen værdi i felten (se Svensson 1992 for nærmere detaljer).

Kan nærmest forveksles med Bynkefugl, der har mere kantet hoved med bedre afsat, hvidtligt og lang øjenbrynstribe (forstrker indtryk af kantet hoved), mangler hvide skulderpletter, altid har mørkstribet overgump samt hvide sider inderst på halen. Mange 1-års Bynkefugl har antydet lyst vingepanel (se Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl), men det er da mere diffust samt bruntonet.

Stemme Sangen er en sylvia-agtig pludren med enkelte gnistrende toner. Er også sammenligner med Jernspurvens. Kaldet er et skurrende wheet-chek-chek, og et hårdt tak-tak – som to sten, der slås mod hinanden.

Hybrider med Bynkefugl er kendt. En fugl (Skagen maj 1996) lignede Bynkefugl, men havde smallere hvid øjenbrynstribe (bredest bag øjet) og overvejende sort hale, kun med et lille hvidt område ved basis af halens sider (gik 40% ud mod halespidsen). Hvide halssider smallere end hos Sortstrubet. Overside sortbrun med sorte striber, langt mørkere end hos Bynkefugl. Strubens sider hvide, den øvrige underside varmt orangebrun. Lignende fugle er iagttaget i Norge.

Forekomst/biotop I Danmark sjælden ynglefugl, træk- og vintergst. Ynglebestand 15-20 par omkring 2000. Yngler i vestlige Jylland; ynglefund på Sjælland 1999-2000. Yngler herhjemme dels på buskbevoksede, sandede og hedeagtige områder, men også i tilgroede moser med pilekrat (S Jylland); at dømme ud fra udseendet forekommer såvel hibernans (der foretrækker hedeagtige kystområder) og rubecula herhjemme; ynglefugle fra såvel Skagensområdet som de sønderjyske moser ligner sidstnævnte. Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl er sjælden gæst, især ult.sept.-okt, men er også truffet vinter og forår.

Yngler i øvrigt på heder og stepper med buske og småtræer, gerne i bakket terræn.

 

Geografisk variation stor og kompleks med flere hovedgrupper. I områder mindst 6 racer i tre hovedgrupper::

1: Vestlig Sortstrubet Bynkefugl (Europa til Nordafrika, Tyrkiet og Kaukasus; nordlige bestande trækker til sydlige middelhavsområde og Mellemøsten om vinteren). 2 racer.

1a (rubicola) (det meste af Europa mod Ø til Ukraine, gennem Tyrkiet til lavereliggende dele af Kaukasus, samt NV Afrika)

Han har varmt orange- til rustbrun underside, kraftigst over bryst og langs flanker, men undertiden heldækkende; fugle fra Italien og østover har ofte kun brunt på bryst og langs flanker mod hvidlig bug. Den hvide halsring er som langstrakt oval, undertiden bredest mod den sorte nakke (der er over 1 cm. bred). Oversiden er brunstribet, i frisk dragt om efteråret domineret af gulbrune til olivengrå fjerrande. Overgumpen er i frisk dragt brunstribet, men allerede fra ult. Sept. ses de første fugle med smal, hvid overgump; de fleste har senvinter til forår hvid overgumpsplet, der er diffust afsat mod ryggen, og virker som lille, hvid cirkel mod den sorte hale (max. 1.5 cm. bred). Oversiden slides gradvis om efteråret, og kan blive meget mørk (på afstand næsten sort) med smalle, brune fjerrande. Om efteråret er hovedtegningerne normalt helt "udviklede", men issen kan være lysstribet til om foråret.

Individuel variation er ret stor. Generelt har dog fugle fra Italien og østpå bredere, hvide halssider og brunt anstrøg på undersiden begrænset til bryst og flanker, mens bugen kan være hvid. De fleste fugle fra dette område samt Nordafrika har hvid overgump (som beskrevet) fra om vinteren. Næbbet er generelt kortest hos vestlige populationer, og bliver gradvis lidt længere mod øst (men dette savner feltbestemmelsesmæssig værdi). Fugle fra udbredelsesområdets sydlige del (Ural, i overlapningszonen med gruppe 3) kan have smalle hvide sider inderst på halen (max. 17 mm.), men halen virker i øvrigt sort.

Hun ligner kontrastløs udgave af hannen. Den har mørkplettet hoved, ofte med lidt mere lyst på struben (der dog aldrig bliver hvid) samt svag, lys øjenbrynstribe (kan være ret bred bag øjet, men er diffust afsat), normalt mørk pande og diffust afsatte lyse halssider, der sidder længere nede mod knoen end hos hannen.. Oversiden er mørkebrun med mørke striber. Overgumpen er stribet som ryggen, i frisk dragt undertiden med rustbrunt anstrøg, ved slid svagt lysere og sjældent med meget smal, hvidlig midte, der hun er meget svagt mørkstribet (og derfor kan synes lys i glimt). Halen er mørk med svagt brun spids og kant.

1b (hibernans) (Storbritannien til V Frankrig og Portugal; også. kystegne mellem Belgien og V Danmark. Mange er standfugle, men en del trækker til SV-Europa og NV Afrika)

Han ligner rubicola, men har generelt renere rødbrun underside, smallere og kortere hvid halsring (mere som smal stribe) og kraftigere rødbrunt anstrøg på oversiden i frisk dragt: bevarer altid brune rygstriber gennem foråret. Overgump som rubicola, men ofte rødbrun i frisk dragt.

Hun som rubicola, men generelt med mere ensartet og varmere brun underside og mørkere overside.

Geografiske overgange er dårligt udforskede; en del fugle fra kystområderne mellem Belgien og V Danmark ligner hibernans (feks. fugle set i Blåvand okt. 2000), andre rubicola.

Hos vestlige fugle er forhold tertiærer:hånd 1:0.5-0.6; håndens længde bag tertiærerne 11-13.5 mm. Vinge 63-69 mm (op til 70 hos han hibernans).

2 Sibirisk Sortstrubet Bynkefugl to racer:

2a (maura)(NV-Rusland til Ø Sibirien omkring Baikalsøen og NV Mongoliet, mod syd til Tien Shan, Afghanistan og Iran; har ynglet Finland. Trækfugl, der overvintrer (sjældent) fra Mellemøsten og Nordøstafrika, men hovedsageligt i Ø Asien (især mellem Indien og Burma); strejfgæst til Europa sept.-nov med enkelte vinter- og forårsfund) er den mest karakteriske race. Lidt mindre med relativt længere hånd end vestlige former (forhold tertiærer:hånd 1:0.7; håndens længde bag tertiærerne 12-17 mm. Vinge 63-74 mm. Næbbet generelt kortere end hos gruppe 1; 13.3-15.3 mm (14.6-16 mm. hos gruppe 1, længst mod øst)

Han ligner vestlige racer, men har bredere, renere afsat hvid overgump (1-2.5 cm. – kan sammenlignes med Hvidsiskens). Har fra om vinteren næsten sort ryg med bredere, hvide skulderpletter. Hos de fleste er brystet og forflankerne orange, ofte kraftigt farvet midt på brystet. Den hvide plet på halssiderne er bredere og kan om foråret næsten nå rundt om halsen som komplet, hvid halsring a la Hvidhalset Fluesnapper. Den eventuelt sorte nakke er ca. 0.5-1 cm. bred, ofte med hvide pletter. Mange fugle er påfaldende sort/hvide, mens andre mere ligner rubicola (ca. 10% som rubicola på undersiden incl. varmere brunt på bryst og flanker (Sibirien). Undervingedækfjerene er sorte med svage, lyse fjerrande i frisk dragt..

De mest "hvidtegnede" fugle ligner set ovenfra Hvidhalset Fluesnapper i miniature. I frisk dragt (efterår) har oversiden lyst sandfarvede fjerrande, der slides langsommere end hos adult rubicola; sent på efteråret står den sorte kind (og strube) ofte stadigt tydeligt ud mod lysere overside (på isen som kalot). Om efteråret har overgumpen sandfarvet anstrøg, der slides af i løbet af vinteren, men kan bevares til maj.

Hun har i lighed med hannen bred, hvid overgump, oftere med sandfarvet anstrøg til sidst på foråret. Lysere end vestlige fugle: Oversiden er lyst sandbrun med mørke striber, struben er lys og typisk ses en lys øjenbrynstribe, der er kortere og smallere end Bynkefuglens, og tit når over næbbets basis. Ved slid kan den være ret distinkt (men fortsat smal) og hvid i hele længden, incl. over panden. Ofte er nakken lysere og mere grålig end isse og ryg. De lyse halssider, der karakteriserer hunner af vestlige fugle, mangler normalt helt grundet lys dragt. Brystet og flankerne er lyst sandfarvede i kontrast til hvidlig strube. Har lyst panel over armsvingfjerene, tydeligt om efteråret.

Om foråret bliver issen og ryggen mørkere; issen kan da næsten virke som en mørk kalot mod det hvide øjenbryn, undersiden lysere, overgumpen ofte hvidlig og det lyse panel på armsvingfjerene kan slides af.

Immatur ligner om efterår hun, men nogle gør et endnu lysere helheldindtryk, og kan ligne efterårshunner af Ørkenstenpikker! Har smalle striber på lyst sandbrun overside, bred sandfarvet overgump, lyst hoved med ret tydeligt øjenbryn, hvid strube og sandfarvet underside. Vingebånd og armsvingfjerenes lyse panel tydeligt. Hanner kan om efteråret undertiden bestemmes på fremvoksende sorte øredækfjer og sorte pletter på struben; hunnen har langt lysere ansigt. Da issens og ryggens fjer har bredere, sandfarvede rande end hos adult virker de frem til foråret ofte tydeligt afvigende med sort strube og øredækfjer mod lysere stribet overside (også ulig Vestlig!).

2b (stejnegeri) (Ø Sibirien fra Bajkalsøen gennem Mongoliet, Manchuriet, Korea til Japan og Kurilerne. Overvintrer imellem (N) Indien og SØ Asien(Indonesien, SØ Kina; sandsynligvis strejfgæst til V Europa) danner formentligt bred overgangszone med maura melem C og Ø Sibirien og Mongoliet). Majoritetet af hundredevis af studerede fugle i Ø Kina, april-maj kunne henføres til denne form.

Han ligner maura, men har generelt mere rusttonet orange bryst og flanker (derfor mere som vestlige fugle! – men nogle få tættere på maura), bredere sort nakkebånd (<% har så smal sort nakke som 10% maura; fugle med komplet hvidt nakkebånd er så godt som ukendte!) og ofte brunere anstrøg på oversiden om foråret, om end en del er lige så sorte som forårs-maura. Synes undertiden at have mere hvidt på halesiderne end maura (men materiale begrænset). Overgumpen kan have rustbrunt anstrøg. Nogle ligner faktisk en mellemting mellem vestlige former og maura. I frisk dragt er oversiden mørkere med rødbrune fjerbræmmer.

Hun ligner maura, men har om foråret generelt mørkere isse, øjenstribe og ryg samt den hvide øjenbrynstribe kortere og mere distinkt foran øjet; når tit over panden som smalle, men ret distinkte "fluesnapperpletter!". Nogle har varmere orange bryst end maura, samt mere jævnt sandfarvede flanker og bug, mens andre (få) har hvidlig underside. Overgumpen er i frisk dragt rødbrun, og kan om foråret fortsat være orange. Nogle er mere gråtonede på oversiden med lysere gråt nakkebånd end maura. Nakkebåndet mangler dog hyppigt.

Immatur ligner om efteråret maura, men virker tit mørkere med varmt rødbrun overgump (så bred som hos maura) og rustbrunt anstrøg på oversiden.

Note udbredelsesområdet hos maura synes ikke at overlappe med Vestlig Sortstrubet Bynkefugl; der er tilsyneladende et stort adskillelsesområde mellem Ukraine og Kaspiske Hav (mod øst kun delvis besat af Kaspisk Sortstrubet Bynkefugl). Forholdene i disse områder er dog dårligt kendte (L. Svensson pr e-mail).

3 Kaspisk Sortstrubet Bynkefugl 2 racer; begge er de største og mest langvingede former indenfor komplekset, og har tydeligt hvidt på halens sider som hos Bynkefugl. Håndsvingfjersprojektion længere end hos andre racer, som hos Bynkefugl

3a armenica (Ø Tyrkiet til sydlige del af Kaspiske Hav og NØ Iran; overvintrer i SV Asien til Mellemøsten og NØ Afrika til N Ethiopien). Han ligner maura, men har mørkere rødbrunt bryst mod hvidlig bug, bredere hvid overgump (generelt med mindre sandfarvning end hos maura) og smalle, hvide halesider (ca. 25% på yderste halefjer). De hvide halssider er ofte endnu bredere end hos maura, og de hvide skulderfelter generelt større. Den friske dragt har lysere gulbrune til sandfarvede fjerbræmmer end maura. Han i 1. vinter har sort kind til strube (med hvidt "snusk") og lyst sandfarvet, mørkstribet overside og kan have orangebrunt anstrøg på overgumpen. Hun ligner maura, men har lyst gulbrun inderdel af halesiderne. Overlapper (muligvis) med maura i NØ Iran.

Vinge 70-77 mm.

3b variegata (NØ Kaukasus til stepper ved Volga og SV Kaspiske Hav, overlapper med armenica i østlige Transkaukasien. Overvintrer SV Asien, sydlige del af Mellemøsten og i NØ Afrika mos S til til Ø Sudan og Ethiopien. Strejfgæst til Norge).

Ligner armenica, men ergenerelt lysere og har mere hvidt i halen: hvidt går op til halvvejs ud mod halespidsen og giver derfor endnu tydeligere stenpikkeraktig hale. Hannens varme farve på undersiden er knapt så kraftig, men breder sig generelt mere mod flanker og bug.

Vinge 66-74 mm.

Vestlig rubicola overlapper geografisk med Kaspisk Sortstrubet Bynkefugl mellem Ø Tyrkiet og Kaukasus, men rubicola findes i lavland, hvor Kaspisk er mere knyttet til bjergegne; i dele af Kaukasus findes begge former dog side om side, men tilsyneladende med begrænset hybridisering. Fugle, der viser karakterer fra såvel maura som Kaspisk Sortstrubet Bynkefugl er kendt fra Israel (Shirihai 1996, Cramp 1988).

Udenfor området ca. 20 andre racer (N Indiske subkontinent, S Arabien og pletvis gennem Afrika samt på Madagascar) i troperne, der formenligt er stand- eller strejffugle. Da de flere steder, der besøges regelmæssigt af skandinaviske ornitologer, kommer i kontakt med palearktiske vintergæster nordfra, gives her en kort oversigt over nogle af de vigtigste former:

Indisk Sortstrubet Bynkefugl

4a indica (standfugl bjerge Himalaya til Ø Kashmir (danner måske overgangsformer med maura) i Ø Kashmir og N Punjap;yngler ned til 350 m.) ligner maura, men hannen har kun lille, rødbrun plet midt på brystet, der højst når forflankerne. Bevarer brune fjerbræmmer på oversiden til om vinteren, hvor sort kind ofte er den mørkeste del af dragten. Hunnen ligner stejnegeri, og er mørkere og generelt med kortere lyst øjenbryn end maura; synes at have rødbrun overgump som mange (de fleste?) stejnegeri.

4b przevalskii (yngler i bjerge mellem 1500-3300 m C og SV Kina mod vest til Kun Lun bjergene og Tibet, delvis trækfugl, der overvintrer Himalaya (op til 1500 m) og N Indien) ligner stejnegeri, men er større med mere udbredt og kraftigere rødbrunt på undersiden. Hunner har i lighed med indica ofte rødbrun overgump.

Note: En nært beslægtet art, Hvidhalet Bynkefugl S. leucura (stand- og strejffugl i lavland i N Indien og Nepal til Himalayas fodbjerge, især langs flodsystemer og Nepals terai; indica/przevalskii i bjerge) ligner 4a og 4b, men har hvide halesider, der næsten når spidsen; halemønster hos han ligner Middelhavsstenpikkers! Hannen ligner i øvrigt maura og indica/przevalskii, men har ofte kun rødbrunt begrænset til brystets midte. Halsring bred og lige afskåret mod sort nakke. Hun ligner maura (lysere end indica/przewalskii), men har lyst rødbrun overgump og gråbrun hale med lidt lysere sider til nær spidsen.

5 Arabisk Sortstrubet Bynkefugl felix (standfugl i SV Arabien) ligner maura, men han har generelt mere rustbrunt bryst og flanker, smallere hvid overgump og ofte endnu bredere hvide halssider. Hånden er kortere end hos maura.

6 Afrikansk Sortstrubet Bynkefugl (flere, geografisk isolerede stationære former) ligner maura/felix). Hanner ligner felix, men har oftere bredere hvid overgump og mere udbredt rødbrunt på undersiden. Mange hanner ligner meget maura/stejnegeri. Af disse kan nævnes:

axillaris (C Kenya, N Tanzania) har i lighed med felix rødbrun plet på brystet, men i øvrigt hvid underside. Hvide kanter på tertiærerne er bredere end hos andre former og "smelter sammen" med hvid skulderstribe. Overgump hvid. Hunnen ret mørk a la vestlige racer med rustbrun underside, og kun smal, lyst øjenbryn. Struben er mørk. Overgumpen er rødbrun. Ligner vestlige hunner.

Caffra (Angola og SV Afrika til Cape province) ligner axillaris, men hannen har mere udbredt rustbrunt på bryst og flanker. Hunnen er lysere; med gråligt hoved, svag, lys øjenbrynstribe og hvidlig til gråtonet strube. Har i lighed med andre afrikanske former gulbrun til rustbrun overgump (som indiske former og mange stejnegeri!).

Salax (Gabon til Angola) han ligner caffra, men har kun varmt brun midterbryst, samt lyst bruntonede flanker. Hun formentligt som caffra. Vinge 63-65 mm.

Pallidigula (skovområder i Cameroon) han ligner salax, men er større (vinge 69-80 mm) og hannen har generelt mørkere, mere kastaniebrunt bryst.

Adamauae (bjergområder i Cameroon) han ligner pallidigula, men er lidt mindre (vinge 66-73 mm) og har smallere brunt brystbånd.

Nebularum (bjerge i Guinea og Sierra Leone) han ligner foregående racer, men har mere udbredt rødbrunt på bryst til forflanker.

Moptana (Mali mod N til Kabara (nærmer sig randen af WP) er lille og ret lys; hannen har orangebrunt bryst (lysere end andre vestafrikanske racers). Hunne er lysere (ligner muligvis lysere maura) og med næsten hvide armhuler (gråtonede hos øvrige).

Bemærkning: Det er ofte foreslået af udskille de vestlige former (gruppe 1) fra Sibirisk Sortstrubet Bynkefugle (gruppe 2). Dette er gjort af Sibley & Monroe (1990) og er accepteret i Holland.

Set ud fra et vestpalearktisk synspunkt virker dette split rimeligt grundet forskelle i udseende og træk hos formerne, især maura, der jo kan være forbavsende uens fra vestlige fugle, samt formentligt adskilt udbredelsesområde fra vestlige gruppe. Da ville det være rimeligt også at splitte gruppe 3 i egen art (overlapning med maura ubetydelig, og hybridisering formentligt sjælden). Men nogle aspekter alarmerer, f.eks. den større lighed mellem vestlige fugle og stejnegeri (med maura) ind imellem som en mere karakteristisk form!). I troperne (N Indiske Subkontinent (og i SW Arabien) og pletvis i Afrika) ligner hanner i "slidt" dragt mere gruppe 2 (sort/hvide med hvid overgump og begrnset brunt på undersiden sammenlignet med vesteuropæiske), og hunner hos flere former maura/stejnegeri med ustribet lys overgump. Disse lokale bestande hybridiserer formentligt ikke med hinanden men udforskning omkring dette punkt er formentligt ikke gjort endnu.. Den pletvise udbredelse gennem Arabien og Afrika forvirrer, samt det faktum at Indisk Sortstrubet Bynkefugl yngler i bjerge, vil givetvis føre til opdeling af flere former til arter i fremtiden. Den forbavsende lighed med de indiske former, felix og de talløse afrikanske, kunne indicere, at de har udviklet sig fra en fælles stamform – Sydlig Sortstrubet Bynkefugl.

Denne kompleksititet kan sammenlignes med den lignende hos Stor Tornskade (se Håndbog Updates tekst omkring Stor Tornskade, Sydlig Stor Tornskade og Ørkentornskade).

Et stort arbejde ligger altså og venter blandt rejsende i troperne – Sortstrubet Bynkefugl er ike bare noget, der bør forbises, men kigges nrmere efter i sømmene: detaljerede dragtbeskrivelser af formerne bør gøres, gerne suppleret med fotos og stemmeoptagelser. Synspunkter på dette modtages gerne!

Kilder: Litteratur: C.W. Mackworth-Praed & C.H.B. Grant 1973: Birds of West Central and Western Africa, Vol. II. Longman. – T. & C. Inskipp 1985: The Birds of Nepal. Croom Helm. - S. Cramp (red) 1988: The Birds of the Western Palearctic Vol V. Oxford University Press. – P.A.D. Hollom, R.F. Porter, S. Christensen & I. Willis 1988: Birds of the Middle East and North Africa. T. & A.D. Poyser. – C.G. Sibley & B.L. Monroe jr 1990: Distribution and Taxonomy of Birds of the World. New Haven, Connnecticut. - L. Svensson 1992: Identification guide to European passerines, (3 udgave). Märstatryck, Stockholm. – H. Shirihai 1996: The Birds of Israel. Academic Press. – R. Porter, S. Christensen & P. Schiermacher-Hansen 1996: A Field guide to the Birds of the Middle East. T. & A.D. Poyser. - R. Grimmett, T. & C. Inskipp 1998: Birds of the Indian Subcontinent. Christopher Helm. – D. A. Zimmermann, D.A. Turner & D.J. Pearson 1999: Birds of Kenya and Tanzania. A&C Black. – A.B. van den Berg & C.A.W. Bosman 1999: Zeldzame vogels van Nederland. Pica Press/GMB Uitgiverij.

Skindstudier Zoologisk Museum, København, feltstudier Danmark, Marokko, Sicilien, Israel, Grækenland, Østrig (rubicola), Skotland, evt. Danmark (hibernans), C Sibirien (juni) og enkelte fugle Sydsverige (okt.) (maura). Beidaihe og Happy Island, Hebei, Østkina ( stejnegeri), Nepal (ikke racebestemte), Kenya (axillaris); hybrider egen obs. Skagen maj 1996, diskussioner med Sebastian Ludvigsen. Korrespondence med Lars Svensson.
 

til toppen copyright © 2002-2005 Netfugl.dk - Danmark
kontakt os: netfugl@netfugl.dk - om os: webmasters - genereret på 0.018 sek.
til toppen