Startside   I samarbejde med DOF
Home
DK obs.
VP obs.
Nyheder 
DK listen
Forum
Galleriet
Artslister
Netfugl v. 2.0
Persisk Dværgterne, Seychellerne 20. november 2016 Foto: Erik Mølgaard


Håndbog update

Klaus Malling Olsen

GÆRDESANGER Sylvia curruca

Længde 13-14 cm.

Bestemmelse En lille, slank Sylvia med ret spidst, gråt hoved med mørk maske og gråbrun overside. Ansigtsudtrykket kan virke lidt dystert, da tøjlen er mørk og den distinke, mørke kind virker ret bred og kanet bagtil. Struben er hvidlig, den øvrige underside hvidgrå med beige til rosa anstrøg på brystet og flankerne. Undergumpen har bruntonede fjercentre. Overgumpen normalt gråtonet. Halen er mørkt gråbrun med lyse sider. Næbbet og benene er sorte til mørkebrune. Færdes mere åbent end andre Sylvia-sangere, ofte ret højt oppe i løvtræer eller åbent i løse krat og buskadser.

Kan især forveksles med Tornsanger, der har rustbrune dækfjer, løj øjenring og lyse ben.

Adult beskrevet. Dragten varierer noget. Nogle har blot svag, mørk maske, mens andre har smalt, lyst øjenbryn, tydeligst bag øjet. Panden er mørk. Øjnene er brune (varierer fra svagt til ret lyst – især øverst i pupillen, og kan derfor give indtryk af lyse øjne). Øjenlågene er hvidlige, og kan give indtryk af smal, men brudt øjenring. Halesiderne er brunhvide, den næstyderste halefjer har distinkt afsat, hvidlig spids (som halvmåne). Fælder komplet efter yngletiden, og er i frisk dragt om efteråret (inkl. hale). Har da tit svagt brunt anstrøg på issen. Næbbet er ensartet mørkt: sort til mørkegråt. Benene er mørkegrå..

Aldersbestemmelse svær om foråret (sværere end hos andre sangere). Adulte med halen vel bevaret kan aldersbestemmes på næstyderste halefjer tegning, samt på relativt friske svingfjer. Om foråret er dragten ret slidt, og såvel overside som maske kan blive ret mørke, mens undersiden kan miste sit beige- til rosa anstrøg. Halesider ofte hvide om foråret.

Juvenil (til sensommer) ligner adult, men har mørkere grå overside og brunere ryg til overgump. Masken er mørkegrå. Undersiden oftere med sandfarvet anstrøg. Fælder hoved, krop og de fleste dækfjer før efterårstrækket.

Immatur (1K efterår-2K forår) ligner adult, men har orangebrunt anstrøg på bryst og flanker. Mange har tydelige hvidt øjenbryn end adulte, der ulig hos disse kan gå over panden. Øjnene er mørkt olivengrå (men begynder at blive brune i 1.forår). Halefjerene er spidsere, og deres sider har tydeligere brunt anstrøg end hos adulte, den næstyderste halefjer har diffust afsat, lys spids. Halefjerene er slidte i 1. efterår. Næbbet har normalt grålig basis mod sortere yderdel, og ulig adult ofte lys spids.

2K forår som adult, men svingfjer og hale ofte brunlige af slid, og den næstyderste halefjer mangler lys plet. Halesiderne kan blegne til hvide.

Stemme varierer mellem formerne, men også individuelt. Sangen er fra currucale en ukarakteristisk lav Sylvia-plapren, der går over i en kraftigere skralden på 8-12 toner : tje-de-de-de….. Fugle i subsang springer tit denne del over. Det synes som om østlige fugle (især "blythi")har første del af sangen bedst udviklet og hyppigst springer "møllerskralden" over. Sangen er undertiden langsommere med mere vel adskilte toner.

Sang fra øvrige racer er beskrevet under disse.

Kald er et kort, tørt tek, der er lavere og knapt så hårdt som Munkens lignende (ligner kald fra flere sjældnere sangere som Brun Løvsanger, Bleg Gulbug og visse Lille Gulbug). Fra østlige ("blythi") kan også høres en kort, mejse- eller spurveagtig, skændende trille, i slægt med andre Sylvia-sangeres hårdere. Denne trille eller snerren antyder de østlige formers mere distinkte kald (se under enkelte racer). Også et spinkelt te-lik te-lik og en hæs "skralden", som en svag version af Høgesangerens "skadetrille".

Taksonomi/geografisk variation kompliceret.3 hovedgrupper, der opfører sig som egne arter, men der er gradvise overgange i såvel sang som udseende. De 3 hovedgrupper regnes nu om dage mest som 3 forskellige arter: I det mindste kan man regne med Nordlig gruppe (curruca/blythi), Ørkengærdesanger (minula og jaxartica) og Mørk Gærdesanger (althaea) som meget potentielle, officiele splits i nær fremtid (er gjort af Sibley 1996 og Clements 2000); Shirihai et al. (in press.) regner dog med en art og 5 hovedgrupper. L. Svensson (pers. comm.) er tilbøjlig til at udskile Mørk Gærdesanger althaea som egen art, men er tilbageholdende med de øvrige.

Mindst 5 racer er truffet i WP.

1. Nordlig gruppe (Gærdesanger) (Yngler i frodigt skovterræn i lavland, men når op til 1300 m. i Alperne): Curruca (yngler Skandinavien og Europa mod S til N Italien, N Bulgarien, gennem Tyrkiet til N Kaukasus og mod øst til V Sibirien, til omkring Ob-floden, samt Lilleasien,N Kaukasus, V Volga og Mellemøsten, overvintrer i NØ og C Afrika, især Sudan og Chad, men fåtalligt mod vest til Senegal og mod NØ til S Arabien) beskrevet. Vingeformel: næstyderste håndsvingfjer (p2) falder mellem 5--6 (eller = 6) yderste håndsvingfjer. Vingespids dannes af p4. Afstand yderste tertiær-vingespids 13-17 mm. Mål: se tabel

Curruca denner en meget bred overgangszone med blythi (Sibirien øst for Ob-floden (mod vest til Yenisei) og S til stepperne i Transkaspien, Kirgisien , Kashmir,Altai, Kentei, Khangai og N Mongoliet; overvintrer SØ Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien. Den vestligste del af bestanden trækker til Ø Afrika). De fleste fugle er identiske i udseende med curruca, men de mest typiske har renere og varmere brun overside (incl. kanter på dækfjer; på tertiærer undertiden ingefærbrune (som hos Tornsanger, og danner da smalt lyst vingepanel) på de østligste fugle) og vinger samt lysere underside, ofte med sandfarvet fremfor rosa anstrøg.; hele undersiden kan være hvid uden kontrast melem stribe og bryst. Desuden er halesiderne lysere, og tit hvidlige, selv på ungfugle, hvor de kan være tydelige på spidsen af næstyderste halefjer (som hos adult curruca). (*,**). Vingeformel:: næstyderste håndsvingfjer falder mellem 6-8 håndsvingfjer; aldrig =5 som his mange curruca. Vinge: Se tabel. Sangen ligner i den vestlige del af udbredelsesområdet curruca, men i Mongoliet hæsere "skralde" wedewedewede..

Den nordlige gruppe danner overgangsformer med Ørkengærdesanger . Disse former er store som Gærdesanger, men har flere dragtkarakterer fra Ørkengærdesanger. De stammer fra overgangsområder melem nordlig gruppe og Ørkengærdesanger som i Rusland melem Volgas mellemste løb og Altai. (****):

"Haliimodendri "( stepper i S Rusland og Kasakhstan mellem Volga og Altai , SØ Kaspiske Hav og N Aral Sø. Overvintrer i SØ Iran mod øst til Sind og Punjap, Pakistan ; også S Arabien og Ø Afrika strejfgæst til V og N Europa, med vinterfund i Sverige; evt. Storbritannien). Ligner curruca/blythi, men overersiden er generelt lysere brun (som vådt sand), issen er lysere grå med brunligt anstrøg og undersiden lhvidlig med sandfarvet anstrøg på flankerne. Issen lysere grå og øjenbryn generelt tydeligere. Tertiærerne har varmt sandfarvede rande, der kan danne smalt vingepalel. Næbbet kan have grålig basis. Øjne generelt lysere end hos curruca/blythi. . Næstyderste håndsvingfjer falder mellem 4-5 yderste. Haletegning og mål ligner curruca/blythi: vinge 62-72 mm, hale 54.5-62 mm,næb 12.7-14.3 mm. Vingeformel: p2=p6/7(8) Sang ligner curruca/blythi, men den afsluttende "skralde" er mere hendødende i stil med Hedelærkers. Visse kald ligner Ørkengærdesangers.

"Telengetica" (S Altai, Mongoliet. Overvintrer Palistan, Indien, Nepal og Iran) er en anden overgangsform mellem nordlig Gærdesanger og Ørkengærdesanger, der dog mere ligner Gærdesanger blythi. Har dog lysere sandbrun overside. Vinge 64-70 mm, hale 57-64 mm,.

Gruppe 2: Ørkengærdesanger består af 3 ørkenynglende former.

2. Ørkengærdesanger minula (C-Asien fra V Kina (Ø Xinjiang, Mongoliet S Altai og sands. Iran, det meste af Transkaspien og Turkestan; yngler i ørken og halvørken med spredte buskadser . Trækfugl, der overvintrer i Pakistan, NV Indien, og muligvis mellem Iran og Arabien . Sjælden trækgæst i Israel; tilfældig gæst i Europa (bl.a. Danmark, hvor fundet regnes som det første helt sikre europæiske fund (L. Svensson in litt.). Mindre og slankere end Gærdesanger curruca/blythii med kortere vinger, men relativt længere hale. Kan i formen minde om Brillesanger eller Ørkensanger, forstærket af rundt hoved og lille næb. Dragten virker lysere og mere udvisket end hos nordlig gruppe. Hele oversiden er lyst gråbrun (incl. overgump) – som vådt sand, men ofte med indslag af renere grå partier, eller på overgumpen okkergule. Masken er kortere, tit reduceret til mørkegråt felt foran øjet og kun svag og diffus, rund maske bag. Nogle kan have lys tøjle der giver et påfaldende blidt ansigtsudtryk, kombineret med det ofte lille, slanke næb Issen har tit brunligt anstrøg og går diffust over i ryggen. Undersiden er hvidlig til cremehvid eler lyst rosa, varmest på forbrystet og langs flankerne. Armsvingfjerene kan have lysere kanter, der danner et lyst vingepanel. Vingen i øvrigt ret lys, incl. tertiærer; tit med udstående mørk alula. Halen er gråbrun med hvide sider, incl. spidsen på næstyderste halefjer. Øjnene er tit lyse – som mellemting mellem Gærdesanger og Ørkensanger. Næbbet er lille og har lys basis (grå, rosa til gullig), ret skarpt afsat fra sort næbspids (tydligst på undernæbbet).. Ben mørkegrå til mellemgrå, ofte med blåligt anstrøg. Vingeformel: 2. yderste håndsvingfjer falder mellem (6)7-8 inderste håndsvingfjer eller =7 (hvis 2=8 racetypisk). Vingespids dannes af p3-4-5; vinger er derfor rundere end hos curruca/blythi. Afstand mellem yderste tertiærs spids og vingespids 8-13.5 mm. Mål: se tabel.

Jaxartica (stepper i Transkaspien (S for "halimodendri") mod S til Turkmenien. Overvintrer i Iran og Ø Arabien mellem Bahrein og Yemen) har marginalt lysere overside end minula; sandgrå med svat okkerfarvet anstrøg. Undersiden er hvidlig, formentligt ikke så kraftigt sandfarvet som hos minula. Har relativt rundere vinge end minula (af samme længde), men relativt større næb (11.6-13.3 mm).

Margelanica (Kirgisien mod Ø til Tien Shan i V Xinjiang, N Kina. Overvintrer i Pakistan, NV Indien og Iran. Denne form nævnes som truffet i Storbritannien (Holt & Turner 1999). Ligner minula, men er større (se mål), mindst så stor som curruca/blythi. Oversiden er mattere og mørkere gråbrun, og overgumpen har gråligt anstrøg. De mellemste halefjer er mørkere end hos minula, hvorfor de hvide halesider synes endnu tydeligere. Øjne grå. Næb lille og mørkt med lysegrå basis af undernæb. Vingeformel p2= p6/7. Formentligt meget svær (umulig?) at bestemme fra "halimodendri". (***)(*****)

Note: 1K fælder formentligt mere avanceret før efterårstrækket end andre former (gælder i det mindste minula), incl. yderste halefjer.

Stemme: Kald afviger helt fra nordlig gruppe: en arig, skurrende trille: dr-r-r-r-r…. eller dcherr-cherr-cherr-cherr…., der alt efter humør og tempo ligner kald fra Ørkensanger, langsom kaldserie fra Gærdesmutte (kan også høres fra blythi eller ivrige kald fra Skovspurv, Også et højt, stammende tz-tz-z-z-z-z… Ved uro et blødt churr. Sjældnere et kort tek, som fra nordlig gruppe. Sangen er en behagelig "Sylvia-plabren" uden den nordlige gruppes afsluttende skralden.

3. Mørk Gærdesanger Sylvia (c.) althaea (bjerge i NV Himalaya mod V til Afghanistan og NØ Iran, mod N til Turkestan; når mod V evt. Ø-Tyrkiet. Synes ikke at hybridisere med andre former (Cramp & Brooks 1992) Overvintrer Iran og østpå til Pakistan, Indien og NV Sri Lanka. ). Den mest distinkte form, regnes af mange som selvstændig art. I forhold til nordlig gruppe er isse til overside mørkere og mere ensartet grå (ofte med blåligt anstrøg), masken næsten sort , tøjle, pande og (for)isse mørkegrå i svag kontrast til sort kind/maske og undersiden mørkere med mørkegråt anstrøg på bugen og undergumpen. Struben og flankerne kan have oliven til rødligt anstrøg. Kanterne af armsvingfjerene og tertiærerne er ofte lyse og danner er afstikkende lyst vingepanel. Halen er sort med hvide sider, der virkere brede end hos nordlig gruppe, da der også er hvid spids på den næstyderste halefjer. Svingfjer sorte (brunlige hos andre former). Øjne lysegrå til mørkebrune, generelt lysere end hos curruca/blythi (brunhed formentligt aldersbetonet som hos disse). Det kraftige næb er helt mørkt og bredere over basis and andre former (bredde ved næsebor 3.5 mm; < hos andre former), og er blevet sammenlignet med en mejses. Benene er mørke med blåligt anstrøg. Vingespids dannes af p3-4-5. Vingeformel p2=p6/8. Se Tabel for mål.

Stemme: Sangen er en høj,melodisk pludren: tru-tru-tru-ee…, der mere ligner sangen fra Munk end fra andre former. Kaldet er et velklingende wheet wheet og et arrigt churr.

En mellemform mellem nordlig gruppe og Mørk Gærdesanger er

Caucasica (højland i Kaukasus, N Iraq, W Iran. Afghanistan og Turkestan til Tyrkiet samt Mellemøsten mod SV til Libanon ,Syrien. og Israel; også Balkan til N Grækenland, S Bulgarien og nordpå til Slovenien. Overvintrer NØ og C Afrika). Ligner althaea, men er ofte lysere og generelt mere variable med varierende træk fra nordlige fugle; mange ligner mere curruca/blythi., men har mørkere grå overside incl. isse. Undersiden har ofte varmt gulbrunt anstrøg, isr på bugen. Hale som curruca/blythi. Vinge 60-66 mm, hale 52.5-61 mm, næb 12.5-13.7 mm (Israel); formentligt større længere mod NØ. Vingeformel: p2=p6-8. Danner bred overgangszone med althaea i Transkaukasien (NØ LilleAsien, Taurus, Kaukasus og N Iran), men hybridering synes begrnset; formentligt nærmere beslægtet med den nordlige gruppe, selvom den (fortsat) traditionelt regnes som race af althaea. Blandformer melem caucasica og minula skal findes på trækket genem Iran, Iraq og Arabien.

Stemme Sang ligner curruca, men den afsluttende "skralden" er blødere og mere udflydede samt længere. Indledes tit med et fint seeee af p til 2 sekuunders varighed.

Forekomst/biotop I Danmark er curruca almindelig ynglefugl i krat, store haver, agerland, i parker, skovbryn og på heder. Overvintrer i Ø Afrika. Meget sjælden vintergæst mod nord til Sverige og Storbritannien (mange fugle af østlig oprindelse, f.eks. fugle med "halimodendri" karakterer i Sverige.

Ørkengærdesanger er tilfældig gæst i Danmark (Blåvand, okt. 1992).

Mål på forskellige gærdesangerformer:

   curruca/blythi  margelanica  minula/jaxartica  althaea
 Vinge  60-71 mm  62-72 mm.  56-66 mm  64-76 mm.
 Næb  11.6-14.3 mm.  11.5-13.5 mm.  10.9-12.9 mm.  12.7-15.0 mm.
 Hale  47-59 mm.  55-66 mm.  47-60 mm.  54-63 mm.
 Tarse  19-21.5 mm.      

Kilder: Svensson 1992, Shirihai 1996, Baker 1997

Bemærkninger (*): ved en undersøgelse af ca. 200 skind af curruca og blythi, Zoologisk Museum København fandtes, at 1: oversidens brunhed var den karakter af mindst værdi; dog placerede flere fugle i den "varmeste" kategori sig i blythi-gruppen, mens 1 ex. var curruca. 2: Undersidens lyshed

Gav et bedre fingerpeg: ale rosatonede fugle med hvid strube var curruca, alle med hvid, svagt sandtoner underside blythi; ca. 80% lå dog i mellemzonen. 3: mest pålidelig hav yderste halefjer: altid bruntonet hos curruca (højst med meget svagt grå- til beigestik), mens mange blythi havde renhvide halesider. (undersøgelse, UZM med Mads Jensen Bunch).

** Lars Svensson regner curruca/blythi som synonymer – en opfattelse, der deles med H. Shirihai & A. Helbig og er under publicering i deres guide til Sylvia-sangere (Lars Svensson i brev), og som man sagtens kan tilslutte sig, bl.a. efter ovennævnte skindstuder..

*** Ørkengærdesanger minula og jaxartica opfattes af Lars Svensson som synonymer (L. Svensson in litt.).

**** I Israel er en stor andel af trækgæsterne en mellemting mellem curruca, blythi, halimodentri og causasica. Vingeformel og dragt hos disse fugle: p2=p5/6 (45%), p2=p6 (27%), p2_ p6/7 24% og p2=p7 4%- (Shirihai 1996).

***** Fugle med karakterer af minula, margelanica og "halimodendri" er set flere gange de senere år sent på efteråret og om vinteren i f.eks. Sverige. I mange tilfælde har opførslen ligner Ørkensangers, altså færden i småkrat ret åbent – en association forstærket af lys dragt, lille næb og lyse øjne! Altså værd at checke hos "afvigende" Gærdesangere – især sent på året.

Kilder: Litteratur: K. Baker 1988: Identification of Siberian and other forms of Lesser Whitethroat. British Birds 81: 382-390.- S. Cramp & D.J. Brooks (red.) 1992: The Birds of the Western Palearctic, Vol. VI. Oxford University Press. - L. Svensson 1992: Identification guide to European Passerines (4 udg.). Märstatryck. – R.F. Porter, S. Christensen & P. Schiermacker-Hansen 1996: Field Guide to the Birds of the Middle East. T. &A.D. Poyser. – H. Shirihai 1996: The Birds of Israel.Academic Press. – Sibley 1996: Birds of the World, version 2.0 - K. Baker 1997: Waeblers of Europe, Asia and North Africa. A&C Black. – C. Holt & S. Turner 1999: The Desert Lesser Whitethroat on Fair isle. Birding World 12: 281-283. - H.Haaning Nielsen 2000: Første danske fund af Ørkengærdesanger Sylvia curruca, ssp. minula eller jaxartica..DOFT 94:171-172.- D. Money 2000: The Desert Lesser Whitethroat on Teesside. Birding World 13:451-453. – Clements 2000: Birds of the World: a Checklist.

Egne studier feltstudier og håndstudier af curruca (især S Skandinavien), curruca/blythi (Israel), mulig Ørkengærdesanger eller halimodendri (Skåne jan. 1998), skindstudier Zoologisk Muaeum, København.

Korrestondence m.m.: Brevveksling med Lars Svensson og Hans Erik Karlsen. Mails på "Brevduvan" omkring halimodendri/minula nov. 2000 i Sverige (Mitthias Pettersson, Lars Svensson, Stefan Lithner).
 

til toppen copyright © 2002-2005 Netfugl.dk - Danmark
kontakt os: netfugl@netfugl.dk - om os: webmasters - genereret på 0.018 sek.
til toppen