Startside   I samarbejde med DOF
Home
DK obs.
VP obs.
Nyheder 
DK listen
Forum
Galleriet
Artslister
Netfugl v. 2.0
Stor Gråsisken, Danmark 1. februar 2005 Foto: Per Holmberg


Håndbog update

Klaus Malling Olsen

BRUN TORNSKADE Lanius cristatus erstatter Håndbogen tekst s. 725

Længde 18 cm.

Bestemmelse En mellemstor tornskade med ret stort hoved, kraftige næb og ret lang, smal og afrundet hale. Ligner i formen Rødrygget Tornskade med træk fra Stor Tornskade! Vingen er kortere end Rødrygget Tornskades, med 5-6(7) synlige håndsvingfjer bag tertiærerne (*). Forhold tertiærer:håndsvingfjer 1:0.6-0.8. Den mørkebrune til rustbrune hale virker påfaldende slank (som manglede nogle fjer!) med åreformet spids, da den yderste halefjer er 15-28 mm. kortere end den næstlængste og slutter op til 40% fra den næstyderste.. Halefjer 6.5-8 mm. brede. (se tabel bagest i afsnittet Rødrygget Tornskade). Halen har smalle, gulbrune sider – den karakteristiske hale er tit let at se, da den bevæges i tydelige op- og nedgange og fra side til side end Rødrtgget Tornskade. Oversiden er varmt brun med orangetonet overgump, men issen og nakken er af farve som ryggen. Den orangetonede overgumps farve er ret tydeligt afstikkende – især på mørkhalede fugle. Struben er hvidlig, men bryst, flanker og undergump orangebeige, undertiden med tydeligt orange anstrøg på flanker, bagbug og undergump, der kan være af næsten samme farve som overgumpen. Håndsvingfjerene er af nogenlunde samme farve som resten af vingen. Mangler hvidt felt ved håndsvingfjerenes baser (**). Har ofte hvidligt øjenbrynstribe (kan nå over panden) mod mørk maske, der ikke når over næbbets basis. Sidder tit mere opret og "selvsikkert" end Rødrygget Tornskade, hvilket forstærker dens mere "maskuline" præg. På bortflyvende fugle kan halen opfattes som rødere end den brune ryg.

Forvekslingsmuligheder Isabellatornskade phoenicuriodes ligner Brun Tornskade, men er slankere og af form som Rødrygget Tornskade, har lysere gråbrun overside i kontrast til rustbrun overgump til overhale, og har hvidt felt ved håndsvingfjerenes baser. Desuden er issen ofte afstikkende rødbrun og undersiden lysere – hvidlig, højst med svagt beige anstrøg på flanker og undergump. Den hvidlige øjenbrynstribe fortsætter ikke over næbbets basis. Har normalt bredere lyst vingepanel, da både armsvingfjerene og tertiærerne har lyse kanter, og håndsvingfjerene er tydeligt mørkere end resten af vingen Halen er bredere, da yderste halefjer er 7.5-16 mm. kortere end den næstyderste, og halefjerenes bredde (8) 9-11 mm.

Rødrygget Tornskade kan i dragten ligne hun og ungfugl af Brun Tornskade, men har kortere og bredere, lige afskåret hale med bredere hvide sider, og har ofte rødere ryg og armdækfjer. Desuden lidt mindre med mindre næb. Overgump grålig, aldrig orange. Tertiærerne har lyse rande, der bliver hvidere mod spidsen. Hånd længere (forhold tertiærer:hånd 1-0.8-1) Ungfugle har om efteråret hele oversiden tværbåndet, artstypiske brune øredækfjer og normalt kraftigere, mere udflydende skæltegning på undersiden. Visse ungfugle er rødere på både ryg og hale.

Stor racemæssig variation: da kun cristatus turde være aktuel i Vesteuropa gælder nedenstående beskrivelse denne form.

Adult beskrevet ovenfor. Næbbet er sort; nogle får om vinteren lysere basis af undernæbbet. Køn ret ens. Adult han har sort maske (incl. tøjle) indrammet af hvidlig øjenbryns- og skægstribe. Øjenbrynstriben kan fortsætte i smalt bånd over næbbets basis, men er undertiden svag. Kan have svagt okkertonet anstrøg i issen. Adult hun har svagere og mørkt gråbrun maske, ofte lidt lysere tøjle og brungrå tværbånd på brystsider til de orangetonede flanker. Struben og brystets midte er lys. Ben og fødder mørke til blågrå. Næb som hos han. Kønsbestemmelse sikrest om sommeren, da mange hanner om vinteren får lysere basis på undernæbbet samt tværbåndede brystsider og flanker.

Fælder partielt før efterårstrækket (inderste 2-3 håndsvingfjer og de fleste halefjer), og fuldender fældningen enten under trækket eller i vinterkvarteret. Fælder i modsætning til de fleste andre tornskader komplet før forårstrækket. Håndsvingfjerenes fældning indledes normalt midt i hånden og spreder sig siden ud i hver sin retning – andre tornskader starter håndsvingfjersfældningen med inderste håndsvingfjer og slutter med yderste.

Juvenil har brun overside med mørke tværbånd. Overgumpen er orangebrun - den kraftigst farvede del af oversiden. Overhaledækfjerene er mat rustbrune med smalle, mørke skæl. Undersiden er hvidlig med smalle, mørke skæl på brystsiderne og – især – flankerne, der kan virke distinkt tværbåndedeorange baggrund. Issen er ensartet brun, højst med smalle, mørke skæl. Masken er tit reduceret til en brun plet på øredækfjerene, og fremhæves normalt af ret tydelig hvidligt øjenbryn. Dækfjerene har kun svage, lyse rande. Tertiærerne er brune med sortagtige bueformede subterminalpletter og brede, ensartet lyse rande, der danner et smalt vingepanel. Halen er brun med svage, bruntonede lyse rande og kun utydelige, mørke subterminalpletter nær spidsen af halefjerene. Undernæbbet har rosagrå basis og sort spids; næbbet kan virke påfaldende tofarvet. Har mørke ben og gule fodsåler. I hånden ses, at 2. håndsvingfjer er kortere end 5. håndsvingfjer (som Isabellaornskade; Rødrygget Tornskade har længere 5. håndsvingfjer).

Fælder partielt før efterårstrækket i modsætning til Rødrygget Tornskade. Fælder kroppen, nogle dækfjer og tertiærer, og undertiden yderste halefjer og bliver herefter….

Immatur. 1 vinter ligner juvenil (eller svagt tegnet adult hun), men har overvejende brun ryg; ofte bevares enkelte og spredte, mørke skæl oversiden – især skulderfjer, isse og overhaledækfjer. Oversiden er generelt mørkere brun end hos Rødrygget Tornskade – og især Isabellatornskade, ofte med svagt oliven anstrøg og varmere brun isse. Kan have mørkebrun, mere adultlignende maske. Øjenbrynet kan være svagt – som smal, lysegrå plet over øjet, men er hos mange ret tydeligt. Undersiden har ret smalle og normalt svage mørk skæltegninger, tydeligst og mest regelmæssigt på flankerne, der kan være reelt tværbåndedegulbrun til orange baggrund. Har tit tofarvet næb med blågrå basis vel afsat fra mørk spids. Ben tit gråblå.

Fældningen kompletteres i vinterkvarteret, men nogle indre håndsvingfjer, armsvingfjer og hånddækfjer bevares ofte til 1. sommer. Næb som adult i 1. forår.

1. vinter Isabellatornskade phoenicuroides er lysere gråbrun med smalle, mørke skæl på issen, afstikkende rustbrun overgump til overhale, brede, lyst vingepanel (inkluderer armsvingfjerenes lyse rande), lysere, svagere tegnet underside samt større, mørke subterminalpletter nær halefjerenes spidser og tit lille, hvid plet ved håndsvingfjerenes baser

Rødrygget Tornskade har kortere og bredere, ret lige afskåret hale. Ungfugle har om efteråret tydelige, mørke tværbånd på ryggen. Mange har rødtonet ryg og overhale i artstypisk kontrast til grå overgump og nakke. Desuden er hovedtegningerne svagere, men tøjlen (især nederste del) mørkere, og undersiden har kraftigere, men mere uensartede mørke skæl og pletter, normalt ikke som Brun Tornskades velarrangerede mørke tværbånd på flankerne, der er hvide til gulhvide. Næbbet er generelt mørkere med svagt gullig til rosa anstrøg på indernæbbet (normalt begrænset til undernæbbet). Adult hun har utegnet brun ryg mod grå nakke og overgump, og den kortere, berede hale har bredere, lyse rande. Næbbet er mørkt; undernæbbet har højst svag gul basis.

Stemme ligner Rødrygget Tornskades.

Taksonomi blev tidligere regnet som race af både Isabellatornskade og Rødrygget Tornskade.

Geografisk variation Stor. Cristatus (yngler C og Ø Sibirien fra Ob-floden, Altai til Kamtjatka og mos S til Altai (Rusland),, NV Mongoliet og Amur/Zeya-floderne; muligvis N Sakhalin. Langttrækker, der overvintrer i S Asien mod V til NV Indien, mod N til Ø Himalaya og mod SØ til W Borneo; tilfældig gæst i Europa ) beskrevet.

Cristatus burde være den eneste aktuelle form i WP, da de øvrige er udbredt længere mod øst, og foretager kortere træk. For kompletteringens skyld behandles de nedenfor (besøgende ved f.eks. Beidaihe, Hong Kong og SØ Asien vil forhåbentligt få gavn af oplysningerne)

I Østasien flere racer:

Confusus (Amur og Ussurien mod N til midterste dele af Yeya Floden. Overvintrer SØ Asien mellem Thailand (evt. Burma) og Singapore, samt på Sumatra, Java, Borneo og Bali) ligner cristatus men oversiden er generelt lysere med bredere, hvid pandebånd. Kan alternativt betegnes som lyseste variant af cristatus.

Superciliosus (S Sakhalin og Japan fra Hokkaido til S Honshu. Overvintrer i S Kina, Vietnam, Laos og Hainan, mere spredt mod S til Bali og Indonesien). Den form, der i jizz afviger mest fra formen fra Rødrygget og Isabelatornskade. Ligner cristatus, men har smal, sort linie over basis af det ret lange og brede, sorte næb. Har tydelig, hvid øjenbrynstribe, der kan være så bred som masken, og normalt går over næbbasis som bredt, hvidt pandebånd.Oversiden er varmere og mørkere rødbrun end andre racer, og isse samt overgump renere rød. Undersiden varmere rustbrun til aprikosfarvet, i stor kontrast til hvid strube. Kønnene er hos denne race identiske, hunner højst med meget svage flankebånd. Ungfugle har varmere rødbrun isse til ryg og tydelige hvidt øjenbryn end cristatus.

Lucionensis (Korea, dele af N, C, Ø og SØ Kina, samt lokalt i Japan (Kyushu, evt. Tsushima. Overvintrer fra yngleområdets sydlige del til S Korea og SØ Kina (Taiwan, Hainan og på Philippinerne N Borneo, Andaman og Nikobar øerne. Regelmæssig mod V til Sri Lanka). Den lyseste form. Har tydelig grå isse til forryg og generelt brunere vinger end andre racer. Halen er mørkebrun. Har i ligned med superciliosus kraftigt, sort næb. Hos adult han er panden til forryggen er lillatonet lysegrå mod matbrun ryg; varmt brunt anstrøg begrænset til overgump og overhaledækfjer. Den lysegrå pande og øjenbryn går diffust over i mørkere grå isse. Struben er hvid i kontrast til kanelbrun underside. Nogle hunner har mørkere brunt anstrøg i isen; muligvis overgangsformer til confusus. Adult hun ligner adult han, men har har endnu lysere grå – næsten hvidlig- isse, bruntonet maske (især i tøjlen). Og kan have svage, mørke tværbånd på undersiden. Hunner har tit lys basis af undernæbbet (nogle hanner har højst svag, lys basis).

1. vinter lucionensis har mattere grå isse (ofte lysere mod næbbasis) mod brunlig ryg. Næb tofarvet som hos cristatus.

Forekomst/biotop I V Europa meget sjælden gæst (cristatus:1 fund Danmark (Gedser okt. 1988) og 3 i Storbritannien (1 dog muligvis lucionensis). Yngler i Ø Asien ved lysninger og i kanter af bland- og nåleskov, gerne ved buskadser på fugtig bund. Også i åbne plantager. På trækket og om vinteren ved områder med spredte buske, som i agerland og ved haver. Cristatus er desuden truffet 8 gange i Nordamerika.

Arten er forbavsende sjælden i Vesteuropa i betragning af, at dens udbredelsesområde og overvintringskvarter falder sammen med f.eks. Fuglekongesangers og Brun Løvsangers. Dette skyldes formentligt, at de trækker direkte gennem de karske ørkener og plateuer (Gobiørkenen og det Tibetanske højland), der undgås af f.eks. sangere, der følger en mere nordvestrettet kurs (eller omvendt træk) før de i større antal når Europa (Thorup). Arten er i modsætning til de to nævnte sangere desuden hyppig som overvintrende i højderne i Himalaya (f.eks. i Kathmandu-dalen, Nepal), hvor Brun Løvsanger foretrækker lavlandet syd for bjergkæden. Den er altså en mere barsk fugl, der lettere klarer de karrige områder, sangerne skyer.

Bemærkninger: * : Synlige håndsvingfjer bag tertiærer hos cristatus: 4(30%), 5 (52%), 6 (15.5%), 7 (1.5%). N=27.

**: Kun sjældent har hannen meget svagt lyse baser på de yderste håndsvingfjer, hvilket dog bare ses i hånden.

Kilder: Litteratur C. & T. Inskipp 1985: Birds of Nepal. Christopher Helm - L. Svensson 1992: Identification guide to European Passereies (4 opl.). Märstatryck, Stockholm. -S. Cramp. & C.M. Perrins 1993 (red): The Birds of the Western Palearctic, Vol. VII. Oxford University Press. – R. Hume 1993: Brown Shrike in Shetland: new to Britain and Ireland. British Birds 86: 600-605. K. Malling Olsen, M. J. Bunch, K. Thorup & C.C. Tofte 1996: Fältbestämning – törnskator. Fåglar i Sörmland 29. 13-25.. – N. Lefranc & T. Worfolk 1997: Shrikes. Pica Press. – J. Crosher 1999: The Brown Shrike in County Kerry. Bording World 12: 483-486. - K. Malling Olsen 1999: Fältbestämning av brun törnskata och isabellatörnskata. Roadrunner 4/99:25-33. – H. Maggs & D. Shaw 2000: The Brown Shrike on Fair Isle.Birding World 13: 420-422.. - T. Worfolk 2000: Identification of red-backed, isabelline and brown shrikes. Dutch Birding 22: 323-362. – K. Thorup 2000: Brown Shrike at Gedser, Denmark, in October 1998. Dutch Birding 22: 278-282.

Skindstudier: Zoologisk Museum, København og Naturhistoriska Riksmuseet, Stockholm.

Egne observationer: Cristatus: Indien (dec.-jan. 1978, febr. 1999), Sibirien (juni 1989); christatus, superciliosus, lucionensis (Beidaihe og Happy Island, Ø Kina (april-maj 1997). Mængder af fotos.

Korrespondence, diskussionerr og udlån af fotos: Lars Svensson, Arnoud B. van den Berg, Lasse Laine, Antti Below, Stig Jensen, Mads Jensen Bunch, Kasper Thorup, Carl Christian Tofte samt HOF’s jurser i avanceret feltornitologi (tak til alle!).


 
til toppen copyright © 2002-2005 Netfugl.dk - Danmark
kontakt os: netfugl@netfugl.dk - om os: webmasters - genereret på 0.040 sek.
til toppen